Gå til hoved indhold

Kronisk sygdom

Har du en kronisk sygdom, kroniske smerter, eller er du pårørende til en person der har en kronisk sygdom? Få hjælp til at leve med sygdommen og dens følger.

Hvad er kronisk sygdom?

Kronisk sygdom er sygdom, der ikke går væk med behandling. Der kan være tale om mange forskellige sygdomme. Kronisk sygdom kan være alt fra fx en let astma til en alvorlig kræftsygdom. Det er sygdomme, som du må leve med, så godt du kan, og der kan være tale om at leve i mange år med kronisk sygdom.

Du kan få hjælp til at tackle udfordringerne ved din sygdom. Hvis du senere i din sygdom – afhængig af hvad sygdom der er tale om - får brug for målrettet pleje, er der også mulighed for det.

Hjælp til at leve med kronisk sygdom

Har du KOL, diabetes 2, kræft eller hjerte-karsygdom, kan du blive henvist af din læge til et forløb (forløbsprogram) med rygestop, motion, vægttab og undervisning i egen sygdom, og hvordan du håndterer den. Forløbet foregår sammen med en gruppe af mennesker, der typisk har samme sygdom som dig.

Læs om diabetes 
Læs om KOL 
Læs om kræft

Du er meget velkommen til at kontakt Fysioterapien på Tranehaven hvis du vil høre mere om dine muligheder.
Tlf.: 88 20 51 78

Tranehaven er kommunens center for genoptræning, rehabilitering og forebyggelse.

Lær at tackle din sygdom

Har du en kronisk sygdom eller kroniske smerter – eller er du pårørende til en person, der har kronisk sygdom, kan du måske have glæde af at deltage på et ”Lær og tackle” kursus. Der er 5 varianter af kurset.

  • Lær at tackle kronisk sygdom
  • Lær at tackle angst og depression
  • Lær at tackle angst og depression – onlinekursus
  • Lær at tackle kroniske smerter
  • Lær at tackle hverdagen som pårørende.

Kurserne giver dig redskaber til at leve et liv med bedre livskvalitet, og der er fokus på erfaringsudveksling, mental håndtering af sygdom og smerter, netværksdannelse og aktiviteter, fx motion.

Det er gratis at deltage, og du er velkommen, selvom du ikke føler dig syg eller mærket af din sygdom. Kurserne løber over 7 gange af 2,5 time pr. gang, og foregår i mødelokalet på Ordruplund, Hyldegårds Tværvej 12, 2920 Charlottenlund.

Du kan ringe til Forebyggelsesafdelingen på Tranehaven, hvis du har spørgsmål, eller hvis du tænker, at et af kurserne kunne være noget for dig.
Tlf.: 39 98 88 30

Læs om "Lær at tackle"-kurserne

Hvis du har tegn på stress, angst, depression eller føler dig nedtrykt, kan du læse mere om tegn på psykisk sygdom eller mistrivsel:

Læs om stress angst og depression
Læs om psykisk sårbarhed 

Lindrende pleje ved alvorlig sygdom

På et tidspunkt får mange kronikere det dårligere og har brug for pleje. I kommunen har vi personale, der er uddannet til at pleje kronisk syge og døende.

Ved alvorlig kronisk sygdom, kan der være behov for lindrende pleje (palliativ pleje). Det er pleje, som ikke har til formål at helbrede eller fjerne symptomer, men derimod at sørge for at hver dag er så god som muligt, eksempelvis med optimal smertebehandling eller fysioterapi.

Det kan være svært at være pårørende, og medarbejderne kan også hjælpe med en snak om den rolle, og om de udfordringer du kan stå i som pårørende.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål om palliativ pleje er du velkommen til at ringe til Pleje & Sundhed.
Tlf.: 39 98 05 83

Pleje & Sundhed hjælper borgere, der bl.a. har brug for hjemmehjælp og hjemmesygepleje, en ældre/handicapvenlig bolig, hjælpemidler, genoptræning og forebyggelsestilbud.