Det fremgår af servicelovens kapitel 11, hvilke typer af foranstaltninger børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om.
Børn og unge-udvalget består af fem medlemmer: en byretsdommer, to pædagogisk-psykologisk børnesagkyndige, samt to medlemmer af Kommunalbestyrelsen. Hvert medlem har endvidere en stedfortræder.
Udvalget beslutter hvem af de to medlemmer fra Kommunalbestyrelsen, der skal være henholdsvis for- og næstformand.
Der skal være min. fire medlemmer til stede for at børn og unge-udvalget er beslutningsdygtig. Vedtagelse af en indstilling forudsætter, at der er kvalificeret flertal i udvalget.
Hvilke sager behandler børn- og ungeudvalget og hvordan?
Børn og unge-udvalget kan på et møde træffe afgørelse vedrørende børn og unge under 18 år. Børn og unge-udvalget kan inddrages bl.a. i forhold til følgende:
- Undersøgelse af barnets eller den unges forhold under ophold uden for hjemmet
- Anbringelse af et barn eller en unge uden for hjemmet
- Opretholdelse af en anbringelse
- Overvåget samvær mellem barnet, den unge og forældrene
- Afbrydelse af kontakt mellem barnet, den unge og forældrene
- Ændring af anbringelsessted
- Videreførelse af en anbringelse
- Adoption
I særlige tilfælde kan formanden for børn og ungeudvalget alene træffe afgørelse om en akut og midlertidig foranstaltning. Børn og unge-udvalget skal senest efter syv dage godkende formandens beslutning.
Det er Gentofte Kommune, Familie og Sundhed, der anmodet børn og unge-udvalget om at træffe afgørelse i en konkret sag. Forvaltningen udarbejder en skriftlig og dokumenteret indstilling, som er baseret på sagens akter. Indstillingen indeholder dermed en skriftlig fremstilling af sagen, en redegørelse for forvaltningens vurdering af den påtænkte foranstaltning, samt forældrenes og barnet/den unges holdning til denne.
Den skriftlige fremstilling sendes forud for mødet i børn og unge-udvalget til forældremyndighedsindehaverne, deres advokat og medlemmerne af børn og ungeudvalget.
Rettigheder
Forældremyndighedsindehaverne har ret til gratis advokatbistand fra det tidspunkt, hvor forvaltningen påtænker, at sagen skal behandles i børn og unge-udvalget. Er barnet/den unge fyldt 12 år, har barnet/den unge ligeledes ret til egen gratis advokatbistand. Advokaten forbereder mødet i børn og unge-udvalget sammen med forældrene, eller barnet der er fyldt 12 år. Forældremyndighedsindehaverne, barnet (uanset alder), samt advokaten har ret til at udtale sig for børn- og ungeudvalget, inden der træffes afgørelse. Barnet kan selv bestemme, om det vil udtale sig. Tilbud om at foretræde for børn og unge-udvalget kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet/den unge.
Forældrene og barnet har ret til en bisidder, og forældrene har ligeledes ret til en særlig støttekontaktperson under anbringelsen af barnet eller den unge, jf. servicelovens § 54.Børn og unge-udvalgets afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen inden fire uger fra beslutningen er truffet.