Beboerklagenævnet træffer afgørelse i tvister mellem lejere og udlejere af beboelseslejemål i alment boligbyggeri vedrørende en række forhold, hvor borgerne ellers ville være henvist til domstolene (boligretten). Hvilke tvister, nævnet kan behandle, er afgrænset ved lov.
Beboerklagenævnet er et uafhængigt klagenævn nedsat ved lov, og nævnet er således ikke partsrepræsentant, hverken for lejer eller for udlejer. Såfremt lejer eller udlejer har behov for rådgivning, henvises parterne til at rette henvendelse til hhv. udlejer- eller lejerforeninger, der kan være behjælpelige med at svare på spørgsmålene. Der kan også rettes henvendelse til advokatvagten på Gentofte Kommune Hovedbibliotek.
Gå til Hovedbiblioteks hjemmeside
Hvem er medlemmer af Beboerklagenævnet?
Beboerklagenævnet består af en formand og to andre medlemmer.
Ved behandling af husordenstvister tiltrædes nævnet desuden af et socialt sagkyndigt medlem, som dog ikke har stemmeret.
Formanden beskikkes af Transport- og Boligministeriet efter indstilling fra kommunalbestyrelsen og skal være jurist. Formanden må ikke have særlig tilknytning til grundejer-, bolig- eller lejerorganisationer eller være erhvervsinteresseret i ejendomshandler.
De to andre medlemmer vælges af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra henholdsvis de almene boligorganisationer, der har afdelinger i kommunen, og de større lejerforeninger i kommunen. Begge skal være sagkyndige med hensyn til almene boligforhold.
Kommunalbestyrelsen har for perioden 1. januar 2026 – 31. december 2029 valgt følgende beboerklagenævnsmedlemmer:
- Formand, Pia Loft med Mette Mie Nielsen som suppleant.
- Lejerrepræsentant, Tobias Birk Gregory med Camilla Hohn Sørensen som suppleant.
- Udlejerrepræsentant, Christina Støvhase med Bjarne Busgaard som suppleant.
- Socialt sagkyndig, Marlene Vedde med Johanne Luise Pedersen som suppleant.
Hvilke sager behandler Beboerklagenævnet?
Beboerklagenævnets kompetence afgrænses i lov om almene boliger, som bl.a. giver nævnet kompetence til at træffe afgørelse vedrørende følgende tvister:
- Formalia vedrørende udlejers varsling af huslejeforhøjelse.
- Boligens stand ved indflytning.
- Vedligeholdelse og istandsættelse af boligen.
- Installation i og forbedring af det lejede (råderet).
- Tilbagebetaling af beboerindskud eller depositum.
- Betaling for vand, varme mv.
- Brugsrettens overgang til andre (bytte, fremleje og fortsættelse af lejemål).
- Lejerens brug af det lejede (husordensovertrædelser).
Nævnets afgørelser kan indbringes for boligretten.
Tvister, som nævnet ikke har kompetence til at behandle, henhører under boligrettens kompetence.
Hvordan indbringes en sag for nævnet?
Indbringelse af en sag skal ske skriftligt ved fremsendelse af en redegørelse for, hvad der klages over, som vedlægges kopi af relevante bilag.
Når nævnet har modtaget indbringelsen, vil den blive sendt til modparten for dennes bemærkninger til sagen.
Der udsendes automatisk et girokort til den person som indbringer sagen for beboerklagenævnet. Det koster i 2024 167 kr. i gebyr at få beboerklagenævnet til at behandle en klagesag.
Er klager en virksomhed skal nævnet, i forbindelse med indbringelse af sagen, bede om et gyldigt cvr nummer til brug for fakturering af klagegebyret.
Klagegebyret reguleres én gang årligt. Klagegebyret tilbagebetales ikke, heller ikke hvis klager får medhold. Huslejenævnets adresse er:
Huslejenævnet, Gentofte Kommune, Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, tlf. 39 98 00 41.
Indbringelsen kan sendes pr. post til:
Beboerklagenævnet
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund
Eller pr. mail til:
beboerklagenaevn@gentofte.dk
Personlig henvendelse
Via Kommunservice