Husk at det altid er dit ansvar som bygningsejer at BBR er opdateret med de korrekte arealer - det gælder også for småbygninger, der ikke kræver byggetilladelse.
Ret i dine BBR-oplysninger
Hvor meget må jeg bygge?
En ny garage, carport, udhus, drivhus og lignende kan påvirke din bebyggelsesprocent.
Når du skal beregne din bebyggelsesprocent, skal du bruge beregningsreglerne i det bygningsreglement, som var gældende, da lokalplanen for din ejendom blev offentliggjort. Særligt for ejendomme omfattet af lokalplan 402 er, at arealer skal beregnes efter Bygningsreglement 2018.
Du skal være opmærksom på, hvad der står i lokalplanen for din ejendom. Der kan være bestemmelser, som stiller krav til, hvor på grunden du må opføre bygningerne.
Uanset om dit byggeri kræver byggetilladelse, skal du overholde de relevante bestemmelser i bygningsreglementet. Her er bl.a. beskrevet særlige regler for placering, bygningshøjde og facadelængde i og mod skel - også kaldet byggeretten.
Hvis det du ønsker at opføre medfører en overskridelse af den tilladte maksimale bebyggelsesprocent eller byggeretten beskrevet i bygningsreglementet, skal du søge om byggetilladelse.
Hvis du skal bygge en garage, carport, udhus, drivhus og lignende kan du finde yderligere oplysninger på nedenstående link:
Læs om garage, carport, udhus, drivhus og lignende
Læs bygningsreglementet
Skal jeg søge byggetilladelse?
Skal du bygge en garage eller udhus, som er integreret i dit hus, skal du ansøge om byggetilladelse.
Skal du bygge en carport, garage, udhus, drivhus, åben overdækning eller lignende og det samlede fremtidige areal af sekundær bebyggelse bliver mere end 50 m2, skal du også søge om byggetilladelse.
De 50 m2 beregnes ved, at alle arealer af de sekundære bygninger på din grund lægges sammen.
Hvis du f.eks. har en åben overdækning på 10 m2 og et udhus på 15 m2, og du gerne vil bygge en carport på 35 m2, så skal du ansøge om byggetilladelse, fordi det samlede areal bliver mere end 50 m2.
Hvis du samlet på din grund får mindre end 50 m2, skal du ikke søge om byggetilladelse, men du skal alligevel overholde gældende regler i eksempelvis bygningsreglement og lokalplan samt være særligt opmærksom på den maksimale bebyggelsesprocent fastsat i lokalplan.
Hvis du skal søge byggetilladelse, skal du vælge ansøgningstypen ”Garager, carporte, udhuse og lignende” i Byg- og Miljøportalen.
Besøg Byg- og Miljøportalen