Gå til hoved indhold

Velkommen til Gentofte Kommune

Er du ny borger i Gentofte? Vi har gode og varierede servicetilbud og muligheder for en aktiv hverdag, både for børn, unge og voksne. Få en introduktion til, hvad der kendetegner kommunen.

Kommunalbestyrelsens vision for Gentofte – mere livskvalitet og fællesskab hele livet

  • Vi vil mere i fremtiden

    Gentofte skal være et endnu bedre sted at leve i alle livets faser.

    Vi sikrer og styrker kernevelfærden, så vores daginstitutioner, skoler og ældrepleje har høj kvalitet, og så vi har kompetente medarbejdere til at tage hånd om alle – også dem, der har et særligt behov.

    Vi værner om vores kulturarv, vores arkitektur og vores blå og grønne åndehuller– og skaber samtidig plads til liv, initiativ og nye muligheder.

    Vi tager ansvar for klimasikring og for en ambitiøs, grøn og bæredygtig udvikling, lokalt og konkret, og går sammen om at forbruge ansvarligt, så vi minimerer vores forbrug af naturressourcer.

    Vi skaber levende bydelscentre med nærhed og fællesskab. Vi gør det nemt og attraktivt at drive virksomhed i Gentofte – for både iværksættere og etablerede virksomheder.

  • Vi udvikler det, vi har sammen

    Selv når verden forandrer sig, bygger fremtiden i Gentofte på et stærkt fundament af ordentlighed, frihed, åbenhed og tillid.

    Vi har mod og tænker langsigtet, tager ansvar og går nye veje – både lokalt og nationalt.

    Vi er nytænkende, bæredygtige, effektive og inkluderende.

    Vi ved, at de bedste beslutninger opnås ved dialog, og vi inddrager borgerne som en helt naturlig
    del af vores måde at arbejde på.

  • Vi skaber en tryg og tillidsfuld hverdag

    Et stærkt lokalsamfund bygger på tillid, og som borgere skal vi kunne føle os trygge i alle situationer: Når vi færdes i byen, i hjemmet, møder hinanden og møder kommunen.

    Vi skal som civilsamfund, kultur- og fritidsliv, borgere og kommune arbejde tæt sammen om at skabe de bedste rammer for livskvalitet og trivsel – og for at alle kan deltage i fællesskaber.

    Vi har høje forventninger til hinanden og ambitioner for en hverdag med udfoldelsesmuligheder – for den enkelte, familien og fællesskabet.

    Vi har en kommune med sund økonomi, lav skat, højt serviceniveau – og frihed til at investere i tryg velfærd.

Grøn og centralt placeret

Gentofte er en grøn kommune. Vores parker, grønne områder og strande langs kystlinjen ud mod Øresund giver masser af plads til udeliv og oplevelser i naturen.

Kommunen ligger centralt med kun 20 minutter til Københavns centrum. Derfor er hovedstadens tilbud og byens puls altid lige inden for rækkevidde.

Læs om kommunens natur, parker og strande

Gentofte i tal

Her bor ca. 75.000 borgere i Gentofte Kommune, og kommunen dækker et areal på 25 km2.

Kommunen rummer de 7 bydele:

  • Gentofte
  • Vangede
  • Klampenborg-Skovshoved
  • Ordrup-Charlottenlund
  • Jægersborg
  • Hellerup
  • Dyssegård.

Se et kort over kommunen

Kultur året rundt

Vi har et rigt kulturliv med seks biblioteker, kunstmuseerne Øregaard Museum og Ordrupgaard, Bellevue Teatret, to biografer og en masse aktive foreninger. Der er noget for alle, uanset om du er til kunst, foredrag, børneteater eller fest i gaden.

Året rundt samarbejder kommunen med borgere, foreninger, institutioner, kirker og museer om fælles kulturevents og festivaler som Kultur & Festdage, Golden Days Festival og GentofteNatten.

Læs mere: 

Biblioteker i kommunen 

Museer og kulturhuse 

Festivaller og kulturbegivenheder

Idræt for alle - både ude og inde

Vi har gode og fleksible idrætsfaciliteter, og der er optimale muligheder for at dyrke idræt og have et aktivt fritidsliv – både inde og ude.

De største anlæg er Kildeskovshallen, Gentofte Sportspark samt
klub- og søsportsfaciliteter på de to havne i hhv. Skovshoved og Hellerup. Her finder du mange fritidsaktiviteter og foreninger.

Læs mere: 

Liste over steder at træne i det fri 

Liste over idrætsanlæg

Et godt sted for børn og unge

Gentofte er også børnenes og de unges kommune. Vores tilbud til de yngste borgere understøtter et børneliv med tryghed, leg og læring, og kommunens folkeskoler tilbyder et aktivt og udfordrende skole- og fritidsliv. Samtidig har vi alt fra legepladser og sport til kulturtilbud, så børn og unge kan få gode og sjove oplevelser i deres fritid.

Læs mere: 

Dagtilbud, skole og tilbud til børn og unge 

Aktiv ferie for børn 

Liste over legepladser

Kultur til børn og unge

Internationalt miljø

Her bor mere end 9.000 internationale borgere med forskellige baggrunde. Vi tror på, at danske og internationale borgere kan lære af hinanden og sammen skabe et endnu bedre Gentofte. Derfor arbejder vi på at skabe de bedste rammer for et internationalt miljø i Gentofte.

Se videotestimonials fra tre internationale borgere

Et værdigt ældreliv

Alle ældre skal kunne leve et værdigt ældreliv i Gentofte Kommune.

Vi har blandt andet moderne ældreboliger og god ældrepleje. Tilbuddet ”Sundhed for seniorer” arrangerer hvert år aktiviteter som dans, gymnastik, fitness, kurophold, madlavning og kulturklub, for alle borgere over 60 år.

Læs om Gentofte Kommunes tilbud til ældre 

Hjælp og vejledning i Borgerservice

Flytter du til Gentofte fra udlandet? Så kan der være mange detaljer at holde styr på. Du kan altid få hjælp i kommunens Borgerservice, hvor dygtige medarbejdere er klar til at guide dig igennem alt fra indrejse og registrering af bopæl, til cpr-nummer og MitID.

Læs om Gentofte Borgerservice

Årligt velkomstmøde for nye borgere

Den 30. april 2025 kl. 18.30 - 20.00 holder vi et velkomstmøde for nye borgere. Vi kalder arrangementet Åbent Hus. Åbent Hus er som en messe, og her er boder fra forskellige fagområder i kommunen. I boderne kan du høre om, hvad der sker i Gentofte Kommune og stille spørgsmål om kommunens services.

Du kan også komme på rundvisning på rådhuset, hvor du kan høre husets historie og se lokaler, som borgere normalt ikke har adgang til.

Nye borgere i Gentofte får en invitation med posten, men alle er velkomne.

Hvis du vil deltage, skal du tilmelde gennem vores bookingsystem

Download vores velkomstfolder (PDF)