Gentoftes Kommunalbestyrelse har den 24. november 2025 vedtaget tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2022-2032.
Forslag til tillæg nr. 1, 2025 til Spildevandsplan 2022-2032 har været i 9 ugers offentlig høring fra den 28. maj 2025 til den 30. juli 2025.
Tillæg nr. 1, 2025 til Spildevandsplan 2022-2032 - Spildevandsplan 2022-2032
Der er i høringsperioden indkommet 16 høringssvar, som er fremstillet og besvaret i nedenstående dokumenter:
Om tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2022-2032
Forslaget til tillægget er en del af udrulningen af separatkloakeringen af Gentofte Kommune og indeholder oplandsplanen for separatkloakering i Hellerup 3 Opland. Separeringen af afløbssystemet i Hellerup 3 Opland for henholdsvis regnvand og spildevand betyder bl.a. etablering af en regnvandstunnel og en renseenhed til regnvand.
Tillægget danner plangrundlaget for det kommende anlægsprojekt, hvor flere løsninger skal belyses, inden den endelige beslutning om en løsning skal træffes ifm. et kommende tillæg til spildevandsplan 2022-2032. Inden da vil der være en VVM-proces og miljøkonsekvensvurdering med yderligere høringer af de berørte borgere. Derfor er der indledt et tæt samarbejde mellem aktørerne i området for at koordinere anlægsaktiviteter og kommunikationsindsatser.
For grundejere i Hellerup 3 oplandet betyder separeringen pligt til at separere regn- og spildevand på egen grund. Fristen for grundejerne for at gennemføre separeringen igangsættes dog ikke med dette tillæg, der med oplandsplanen blot sætter den overordnede ramme for separatkloakeringen af Hellerup 3 Opland. Oplandsplanen danner grundlag for kommende deloplandsplaner, hvor man mere detaljeret planlægger separeringen i delområder, der er vist i tillægget. I forbindelse med vedtagelse af tillæg for deloplandsplanerne vil fristen på 5 år for separering på egen grund blive igangsat for de enkelte deloplande. Rækkefølgeplanen for deloplandene bliver løbende opdateret, og de berørte borgere og virksomheder vil blive orienteret om igangsætning af 5-årsfristen.
Du kan læse mere om baggrunden for separatkloakeringen her
Klagevejledning
Spildevandsplantillæg kan i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 32 stk. 4 ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Kontakt
Ring eller skriv til Natur og Miljø:
Tlf.: 39 98 85 75
E-mail: miljo@gentofte.dk