Gå til hoved indhold

Offentlig høring af tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2022-2032

Gentofte Kommunes Kommunalbestyrelse har d. 26. maj 2025 godkendt at sende forslag til tillæg nr. 1 til Spildevandsplan 2022-2032 i offentlig høring. Forslaget sendes derfor i offentlig høring i 9 uger fra denne offentliggørelse d. 28. maj 2025 og frem til og med d. 30. juli 2025.

Om tillægget

Forslaget til tillægget er en del af udrulningen af separatkloakeringen af Gentofte Kommune og indeholder oplandsplanen for separatkloakering i Hellerup 3 Opland. Separeringen af afløbssystemet i Hellerup 3 Opland for henholdsvis regnvand og spildevand betyder bl.a. etablering af en regnvandstunnel og en renseenhed til regnvand.

Tillægget danner plangrundlaget for anlæg af regnvandstunnelen og tilhørende skakte, som kræver et større byggepladsområde ved Hellerup Havn og ved Tuborg Nord Pumpestation i en periode på ca. 2,5 år. Arbejdet forventes at medføre midlertidige omstruktureringer ved havnen i perioden, og det vil periodevist ikke være muligt at opretholde alle aktiviteter forbundet med Havnen. Derfor er der indledt et tæt samarbejde mellem aktørerne i området for at koordinere anlægsaktiviteter og kommunikationsindsatser.

For grundejere i Hellerup 3 oplandet betyder separeringen pligt til at separere regn- og spildevand på egen grund. Fristen for grundejerne for at gennemføre separeringen igangsættes dog ikke med dette tillæg, der med oplandsplanen blot sætter den overordnede ramme for separatkloakeringen af Hellerup 3 Opland. Oplandsplanen danner grundlag for kommende deloplandsplaner, hvor man mere detaljeret planlægger separeringen i delområder. I forbindelse med deloplandsplanlægningen vil fristen på 5 år for separering på egen grund blive igangsat for de enkelte deloplande. Rækkefølgeplanen for deloplandene bliver løbende opdateret, og de berørte borgere og virksomheder bliver orienteret om igangsætning af 5-årsfristen.

Du kan læse mere om baggrunden for separatkloakeringen her

Læs forslag til tillægget 

Separatkloakeringen er afgørende for at nedbringe oversvømmelser på terræn samt overløb med opblandet spildevand til Øresund og kommunens øvrige naturområder.

Forslag til tillæg nr. 1, 2025 til Spildevandsplan 2022-2032 kan læses her

Miljøvurdering

Tillægget til Spildevandsplan 2022-2032 er omfattet af § 8, stk. 1 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 1976 af 27/10/2021). På baggrund heraf er der lavet en screening af planen. Screeningsafgørelsen er offentliggjort samtidig med den offentlige høring af dette tillæg til Spildevandsplan 2022-2032.

Screeningsafgørelsen samt tilhørende klagevejledning kan ses her

Vil du indgive høringssvar? 

Du har mulighed for at komme med bemærkninger eller forslag til tillægget i høringsperioden. Eventuelle høringssvar skal være indsendt senest den 30. juli 2025.

Du indgiver høringssvar ved at sende en mail med titlen ’Høringssvar Tillæg til Spildevandsplan’ i mailens emnefelt.

Dit høringssvar skal sendes til separatkloak@gentofte.dk 

Yderligere oplysninger

Ring eller skriv til Natur og Miljø:

tlf. 39 98 85 75

E-mail: miljo@gentofte.dk