I opgaveudvalget har vi arbejdet med principper for en værdig sagsbehandling i beskæftigelsesindsatsen.
Udgangspunktet var, at beskæftigelsesministeren hvert år melder et antal mål ud for beskæftigelsesindsatsen. Mål, der sætter den overordnede retning for indsatsen på tværs af landet. Ét af ministermålene for 2021 var, at alle ledige skal have en værdig sagsbehandling.
Opgaveudvalget ’En værdig sagsbehandling i beskæftigelsesindsatsen’ har drøftet, reflekteret over og arbejdet med, hvad vi i Gentofte Kommune kan gøre for, at borgerne oplever en værdig sagsbehandling. Opgaveudvalget har på den baggrund formuleret tre principper.
En værdig sagsbehandling i beskæftigelsesindsatsen:
Er at blive mødt som det menneske, du er
Du bliver mødt individuelt og personligt i både skrift og tale. Du bliver set i forhold til dine egne ressourcer og situation. Medarbejderen lytter, er nysgerrig og møder dig fordomsfrit.
Forudsætter at være forberedt
Som borger kender du rammerne for hvert møde og møder forberedt. Medarbejderen har sat sig ind i dit forløb og ved, hvem du er, og hvad du kan og vil. Du oplever ikke unødigt at skulle gentage dig. Du får relevant rådgivning og har indsigt i egen sag. Medarbejderen sikrer sig, at det kommunikerede er blevet forstået.
Giver fremdrift
Du er aktiv i at planlægge dit eget forløb og de indsatser, der sættes i gang. Medarbejderen sørger for, at der er tydelige aftaler for, hvad næste skridt er. Medarbejderen viser de konkrete muligheder, som du kan gøre brug af, udfordrer dig og sætter dit fulde potentiale i spil.
Udvalget har arbejdet i perioden april – juni 2021. Udvalgets forslag til principper blev godkendt i kommunalbestyrelsen den 27. september 2021.