Park og Vej - Parkering
Telefontider
Mandag til onsdag kl. 9-12, torsdag kl. 10-14, fredag kl. 9-12.
Svartider
Vi svarer på telefonbeskeder inden for 1-2 hverdage, og vi svarer på skriftlige henvendelser inden for 20 arbejdsdage.
Standsning forbudt: Her må du hverken standse eller parkere.
Ved skiltning med standsning forbudt er der ingen observationstid. Her pålægges afgift med det samme.
Parkering forbudt: Her må du ikke parkere, men du må standse i op til 3 minutter.
Af- og pålæsning af gods og af- og påstigning af passagerer er tilladt.
Parkeringszone starter: Når du har passeret skiltet, er du inde i en parkeringszone.
Tavlen er opsat ved indkørsel til et område og ved alle lovlige indfaldsveje til området. Skiltet er gældende, indtil du ved udkørsel møder en ophævelsestavle for zonen. Tidsrestriktionen er angivet på zonetavlen og gælder i hele området, også selvom skiltet ikke er opsat lige der, hvor bilen er parkeret.
Parkeringszone ophører: Når du har passeret skiltet, er du ude af parkeringszonen.
Det er ulovligt at standse eller parkere et køretøj på en strækning med standsningsforbud. Forbuddet er tydeligt markeret med skilt eller ubrudt gul kantlinje. Skiltet er illustreret på billedet nedenfor.
Standsningen er ulovlig, fordi standsningsforbud oprettes i tætbefærdede områder, hvor det er nødvendigt med skærpede krav til oversigtsforhold og ekstra hensyntagen til fremkommelighed.
Det er ulovligt at standse eller parkere et køretøj på en spærreflade. En spærreflade er et skraveret område på kørebanen. Det er ulovligt, fordi spærreflader er placeret på steder, hvor køretøjer vil være til gene for øvrige trafikanters oversigtsforhold, fremkommelighed og trafiksikkerhed.
Reglen er illustreret på billedet nedenfor. Bilen i højre side er parkeret på en spærreplade og er således parkeret ulovligt.
Det er ulovligt at standse eller parkere et køretøj på tværs af en parkeringsbås. Det skyldes, at køretøjet i så fald enten optager flere parkeringsbåse end nødvendigt eller er til gene for fremkommelighed og oversigtsforhold i området.
Reglen er illustreret på billedet nedenfor. Bilerne ved de røde krydser er parkeret på tværs af en parkeringsbås og optager to parkeringsbåse. De er således parkeret ulovligt. Derimod er hver af de øvrige biler parkeret inden for en enkelt parkeringsbås og er således lovligt parkerede.
Det er ulovligt at standse og parkere et køretøj på en handicapparkeringsplads uden synligt og gyldigt handicapkort i forruden. Det skyldes, at handicappladserne er reserverede til personer med f.eks. betydelig nedsat gangdistance, således at også de har mulighed for at komme omkring i byen. Læs mere om parkering for personer med handicap her.
Det er ulovligt at standse og parkere et køretøj, der ikke er en elbil, på en parkeringsplads reserveret til elbiler.
Elbiler defineres som:
1) Eldrevne køretøjer, som udelukkende drives af el.
eller
2) Køretøjer, som drives af el i kombination med benzin eller anden brændsel, og hvor opladningen af køretøjet kan ske ved hjælp af ekstern strømforsyning (plugin hybridbiler).
Pladserne til elbiler er tydeligt afmærket med skilte eller med tekst på kørebanen i overensstemmelse med illustrationen nedenfor.
Bilen med det røde kryds er ikke en elbil, derfor er parkeringen ulovlig.
Det er ulovligt at parkere et køretøj på en parkeringsplads uden for eller delvist uden for en afmærket parkeringsbås. Det skyldes, at køretøjet i så fald enten optager flere parkeringsbåse end nødvendigt eller er til gene for øvrige trafikanters fremkommelighed, oversigtsforhold og trafiksikkerhed.
Reglen er illustreret på billedet nedenfor. Bilen ved det røde kryds er parkeret uden for en bås. Den er således parkeret ulovligt. Derimod er hver af de øvrige biler parkeret inden for en enkelt parkeringsbås og er således parkeret lovligt.
Det er ulovligt at parkere et køretøj på en tidsbegrænset parkeringsplads uden brug af dansk p-skive. Det er ulovligt, fordi det da ikke er muligt at kontrollere, hvor længe køretøjet har været parkeret på pladsen. Tidsbegrænset parkering er nødvendig i befærdede beboelsesområder og forretningsområder for at sikre, at beboere og forretningskunder i området har mulighed for at parkere deres køretøjer.
Det er ulovligt at parkere et køretøj med en urigtigt indstillet p-skive på en tidsbegrænset parkeringsplads. Det er ulovligt, fordi det da ikke er muligt for byens p-vagter at kontrollere, hvor længe køretøjet har været parkeret på pladsen.
P-skiven skal indstilles på tidspunktet for parkeringens begyndelse (fra nærmeste kvarter). Såfremt p-skiven er indstillet, men parkeringstiden er udløbet, vil køretøjet modtage en parkeringsafgift.
Tidsbegrænset parkering er nødvendig i befærdede beboelsesområder og forretningsområder for at sikre udskiftning på pladserne, således at beboere og forretningskunder i området har mulighed for at parkere deres køretøjer.
Det er ulovligt at parkere et køretøj på en tidsbegrænset parkeringsplads og løbende ændre tidsangivelsen på køretøjets parkeringsskive. Det skyldes, at det forhindrer den tiltænkte udskiftning på områdets parkeringspladser, hvilket er nødvendigt for at sikre, at beboere og forretningskunder i området kan parkere deres køretøjer.
Det er ulovligt at parkere et køretøj på en tidsbegrænset parkeringsplads med en parkeringsskive, der ikke klart angiver parkeringstidspunktet. Parkeringsskiven skal være fuldt synlig og let aflæselig.
Det er ulovligt med en uaflæselig parkeringsskive, fordi det da ikke er muligt at kontrollere, hvor længe køretøjet har været parkeret på pladsen.
Det er ulovligt at parkere et køretøj med flere parkeringsskiver på en tidsbegrænset parkeringsplads. Det er ulovligt, fordi det da ikke er muligt at kontrollere, hvor længe køretøjet har været parkeret på pladsen. Tidsbegrænset parkering er nødvendig i befærdede beboelsesområder og forretningsområder for at sikre, at beboere har mulighed for at parkere, samt at kunder kan få adgang til forretninger.
Det er ulovligt at parkere på en tidsbegrænset parkeringsplads med en ulovlig parkeringsskive. En parkeringsskive er bl.a. ulovlig, hvis den er defekt eller er løbet tør for strøm. Det er parkantens ansvar at sørge for, at p-skiven er funktionsdygtig inden køretøjet forlades.
Det er ulovligt at standse eller parkere et køretøj i et fodgængerfelt eller inden for 5 meter foran et fodgængerfelt. Det skyldes, at en sådan standsning/parkering hæmmer oversigtsforholdene for andre trafikanter, hvilket er til fare for fodgængere i fodgængerfeltet.
Det er ulovligt at parkere ud for en udkørsel fra en cykelsti. Hvis cykelstien løber langs kørebanen, så er det ulovligt at parkere ud for cykelstien eller 5 meter før udkørslen. Hvis udkørslen fra cykelstien er tværgående i forhold til kørebanen, så er det både ulovligt at parkere ud for cykelstien eller 5 meter på hver side af udkørslen.
Det skyldes, at en sådan parkering hæmmer oversigtsforholdene omkring cykelstien for både bilister og cyklister, hvilket er til fare for trafiksikkerheden.
Det er ulovligt at standse eller parkere et køretøj i et vejkryds, direkte overfor vejkrydset, hvis der er tale om et t-kryds, eller inden for 10 meter fra et vejkryds. Derfor kaldes reglen også for 10-meter reglen. Afstanden fra et vejkryds måles fra den tværgående kørebanes eller cykelstis nærmeste kant.
Når det skal vurderes, om et areal, en gade eller en ind- og udkørsel skal anses som en vej i færdselslovens forstand, så skal der ses på, hvordan loven definerer vejbegrebet.
Færdselsloven definerer vej som vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, hvad enten den er offentlig eller privat. Dette er en meget bred definition, der fx også indebærer, at private pladser som udgangspunkt er omfattet af vejbegrebet.
Færdselslovens bestemmelser gælder, hvis ikke andet er angivet, for færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Færdselsarter kan udover biler også være cykler og gående.
I vurderingen af, om en vej benyttes til almindelig færdsel, lægges der vægt på adgangsforholdene - fx om en bil uden videre kan køre ind på et privat areal. Der lægges også vægt på, om det er en ind- og udkørsel til en parkeringsplads eller blot en ind- og udkørsel tilhørende et rækkehus.
Hvis det kan konstateres, at der er tale om to veje i færdselslovens forstand, som krydser, udmunder eller forgrener sig i hinanden, så vil der ifølge færdselsloven være tale om et vejkryds.
Som nævnt, er det i et vejkryds eller inden for 10 meter af et vejkryds, ulovligt at standse eller parkere.
Det er ikke et lovkrav, at der er skiltet samt serviceafmærket ved vejkryds. Parkanten skal selv være opmærksom på, hvornår der er et vejkryds.
Tegningerne nedenfor illustrerer flere eksempler på ulovlige parkeringer i vejkryds.
Det er ulovligt at standse og parkere et køretøj på den afmærkede strækning ved et busstoppested. Hvis ikke strækningen er afmærket, gælder det, at man ikke må parkere inden for 12 meter på hver side af busstoppeskiltet. Standsningen og parkeringen er ulovlig, fordi den forhindrer busser i at tage passagerer med og sætte passagerer af.
Det er ulovligt at standse eller parkere et køretøj på en cykelsti. Parkeringen er ulovlig, fordi det er til fare for cyklister at bevæge sig ud på trafikeret vej for at komme forbi køretøjer parkeret på cykelstier.
Endvidere er cykelstier ikke konstruerede til at bære tunge køretøjer, hvorfor de ødelægges, når køretøjer parkeres på dem.
Inden for tættere bebygget område i Gentofte Kommune kan et køretøj, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3.500 kg. standses eller parkeres i længderetningen med højst halvdelen af køretøjet på fortov, såfremt dette ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet. Det skal være muligt at passere bilen fx med en barnevogn og som kørestolsbruger.
Læs mere i Bekendtgørelse om standsning og parkering i Gentofte Kommune
Ovenstående billede viser en lovlig parkering på fortov.
Det er ulovligt at standse eller parkere et køretøj i et opmarchområde eller op til 5 meter foran et opmarchområde. Et opmarchområde er et område på kørebanen, der inden et vejkryds er inddelt i vognbaner ved hjælp af spærrelinjer. Parkeringen er ulovlig, fordi den hæmmer øvrige trafikanters oversigtsforhold, fremkommelighed og trafiksikkerhed.
Det er ulovligt at standse eller parkere et køretøj mindre end tre meter fra en spærrelinje, medmindre der er en punkteret linje mellem køretøjet og spærrelinjen. En spærrelinje er en fuldt optrukket linje, der angiver adskillelse mellem vognbaner.
Det er af hensyn til trafiksikkerheden ulovligt at standse tæt på en spærrelinje, da det hæmmer andre trafikanters mulighed for at passere det standsede køretøj.
Det er ulovligt at parkere et køretøj foran en ind- og udkørsel til en ejendom. Parkering foran en opkørselsrampe er ulovlig, fordi den hindrer adgang til ejendommen. Dette gør sig også gældende, selvom opkørselsrampen givetvis ikke anvendes og der ikke foregår ind- og udkørsel fra den pågældende ejendom.
Lovteksten § 29, stk. 3, nr. 2 siger følgende: Parkering må ikke ske ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt således, at kørsel til eller fra ejendom væsentligt vanskeliggøres.
Vær opmærksom på, at bestemmelsen ikke sondrer mellem, hvem der har parkeret foran en ind- og udkørsel. Regeringen kiggede på bestemmelsen i 2014, og valgte ikke at lave en undtagelse ved egen indkørsel. Tværtimod forhøjede de parkeringsafgiften til 1.020 kr.
Det er til gengæld lovligt at parkere et køretøj både før og efter en ind- og udkørsel til en ejendom, hvis ikke andre lokale restriktioner eller forbud gør sig gældende. Reglen er illustreret nedenfor.
Mandag til onsdag kl. 9-12, torsdag kl. 10-14, fredag kl. 9-12.
Vi svarer på telefonbeskeder inden for 1-2 hverdage, og vi svarer på skriftlige henvendelser inden for 20 arbejdsdage.