Charlottenlund Strandpark har en særlig betydning for mange borgere i Gentofte. Det gamle militæranlæg og den omkringliggende park har siden 1932 været et centralt rekreativt område, og stranden, skoven og de store åbne græsflader har gennem generationer dannet ramme om både hverdagsbrug, sommerliv og sociale aktiviteter. Den intense brug og den udsatte placering ud mod Øresund har imidlertid slidt på området.
I 2024 overtog Gentofte Kommune Charlottenlund Strandpark fra Naturstyrelsen. Med overtagelsen opstod nye muligheder for at udvikle området, så det både respekterer parkens historie og imødekommer nutidige behov og fremtidige udfordringer.
Til dette formål blev opgaveudvalget Fremtidens Charlottenlund Strandpark nedsat. Udvalget har haft til opgave at udarbejde en samlet vision for Charlottenlund Strandparks fremtidige anvendelse, atmosfære og fysiske udtryk, herunder også om forbindelserne mellem skov, vej og strand kan styrkes samt et inspirationskatalog med forslag til konkrete indsatser, der kunne inspirere til en helhedsplan for en modernisereret og attraktiv Strandpark.
Udviklingen af Charlottenlund Strandpark skal balancere mange hensyn. Det gælder blandt andet natur- og strandbeskyttelse, fredningen af Charlottenlund Fort, klimatilpasning, sammenhængen med de omkringliggende områder samt de mange forskellige aktiviteter og brugergrupper, der i dag gør strandparken levende og attraktiv.
Med et lokalt og brugerorienteret perspektiv har opgaveudvalget arbejdet med strandparkens identitet og potentialer gennem besøg i området, inspirationsoplæg og fælles idéudvikling. Derudover har en digital borgerinddragelse med 107 deltagere bidraget med værdifuld viden om borgernes ønsker, behov og interesser.
På baggrund af dette arbejde har opgaveudvalget udarbejdet en samlet vision for Charlottenlund Strandpark samt et idékatalog med pejlemærker for den videre udvikling og konkrete forslag til, hvordan visionen kan omsættes til praksis.
Du kan læse opgaveudvalgets anbefaling nedenfor.
Udvalgets anbefalinger blev godkendt i kommunalbestyrelsen den 27. april 2026.