Sådan visiteres dit barn til støtte i dagtilbud
Kontakt dit barns dagtilbud, hvis dit barn ikke trives
Hvis du oplever, at dit barn har det svært i daginstitutionen og ikke trives, skal du tage kontakt til personalet eller lederen i dit barns dagtilbud.
Dagtilbuddet kan søge om støtte til dit barn
Hvis der er behov for det, kan lederen af dit barns dagtilbud søge om støtte til dit barn hos Børnevisitationen i kommunen. Børnevisitationen vurderer og bevilger støtte til børn og unge med særlige behov.
Børnevisitationen består af:
- en pædagogfaglig leder
- repræsentanter fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i form af en psykolog og en audiologopæd
- en repræsentant fra sundhedsplejen.
Udvalget kan indkalde gæster med særligt kendskab til barnet ved behov.
Dagtilbuddet kan søge om pædagogisk vejledning
Dagtilbuddet har mulighed for at søge kommunen om pædagogisk vejledning til personalet i dit barns institution. Det er lederen af dit barns dagtilbud, der søger om pædagogisk vejledning hos Børnevisitationen.
Dagtilbuddet kan få pædagogisk vejledning af kommunens specialpædagogiske medarbejdere med udgående funktion (MUF’ere). Vejledningen har fokus på at understøtte den pædagogiske praksis i dit barns dagtilbud med fokus på det læringsmiljø, som medarbejderne stiller til rådighed for børnene.
Medarbejderne (MUF'erne), der giver pædagogisk vejledning, er ansat på tre af kommunens seks kompetencecentre. De har en særlig viden om arbejdet med en inkluderende pædagogisk praksis.
Dagtilbuddet kan søge om ressourcetimer til dit barn
Lederen af dit barns dagtilbud kan også søge kommunen om ressourcetimer til dit barn i dagtilbuddet. Det kan fx være, hvis dit barn:
- er sent udviklet sprogligt,
- har motoriske udfordringer eller
- har udfordringer i forhold til det sociale samspil og at indgå i sociale relationer.
Så udarbejder dagtilbuddet en indstilling til Børnevisitationen. Som forældre skal I skrive under på indstillingen. Dagtilbuddet kan ikke søge om ressourcetimer til et barn uden at have en forældreunderskrift.
Børnevisitationen vurderer dit barns behov for støtte
Børnevisitationen vurderer herefter, om der er behov for at bevillige ressourcetimer til dagtilbuddet. De kan også sende en specialpædagogisk medarbejder (MUF’er) ud og vejlede dagtilbuddet og se på deres pædagogiske praksis omkring barnet.
I de tilfælde, hvor der er behov for mere støtte, end der kan tilbydes i et alment dagtilbud, kan barnet blive visiteret til en plads på et af kommunens seks kompetencecentre, eller barnet kan visiteres til et specialtilbud efter servicelovens § 32. De seks kompetencecentre råder over ca. 56 pladser i alt.
Se en oversigt over dagtilbud med kompetencecentre
Se oversigt over specialtilbud og døgntilbud for børn og unge
Det er i alle tilfælde Børnevisitationens vurdering, om et barn skal tilbydes ressourcetimer i den almene daginstitution, have tilbudt et kompetencecenter eller visiteres til et §32-tilbud.
I bliver inddraget som forældre
Børnevisitationsudvalget træffer ikke afgørelse om at flytte et barn til et kompetencecenter eller et specialdagtilbud uden først at have været i dialog med jer forældre.
Dagtilbuddet får svar på ansøgningen, og I bliver orienteret som forældre
Børnevisitationen mødes ca. hver 14 dag. Herefter kan der gå op til 14 dage, før der sendes en afgørelse ud. Det skyldes, at der ofte er flere forhold, der skal undersøges efter et visitationsmøde.
For at kunne vurdere en sag har Børnevisitationen brug for et indstillingsskema samt anden relevant dokumentation. Det kan være en Pædagogisk Psykologisk Vurdering (PPV) eller lægefaglige dokumenter, der kan bidrage til at træffe afgørelse.
Når Børnevisitationen har truffet en afgørelse, orienterer de lederen af jeres barns institution.
I de tilfælde hvor udvalget bevilliger ressourcetimer til et barn i et dagtilbud, er det lederens opgave at orientere forældrene. Dette er blandt andet, fordi timerne bevilliges til dagtilbuddet.
Hvis jeres barn bliver visiteret til at være i målgruppen til en kompetencecenterplads eller en plads i et specialdagtilbud, bliver I orienteret i e-Boks.
Hvis dit barn bevilges en plads i kompetencecenter eller specialdagtilbud
Vurderer Børnevisitationen, at dit barn skal have en plads i et dagtilbud med kompetencecenter eller i et specialdagtilbud, er processen følgende:
- Børnevisitationen vurderer, at et barn er i målgruppen til et kompetencecenter eller en §32 plads.
- Dokumenter sendes ud til målgruppevurdering.
- Samtykke indhentes fra forældrene.
- Barnet observeres i egen institution.
- Familien besøger den nye institution.
- Familien tilkendegiver, om de ønsker at modtage det nye tilbud.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål om processen og mulighederne for støtte til dit barn, er du velkommen til at kontakte os ved at sende en mail til:
Dagtilbud@gentofte.dk
Du kan også skrive til os via Digital Post. Skriv "Dagtilbud" i emnefeltet.
Pjece om Børnevisitationen i pdf
Hent og læs pjecen: