Konstateres der allerede ved første besøg rotter, igangsættes bekæmpelsen ved brug af smækfælder.
Fældefangst er næsten altid en langsommelig proces. Det kan skyldes, at rotter ikke vil søge nye fødekilder, hvis de i forvejen har adgang til rigeligt med føde, og at de ikke er tilbøjelig til at spise fødeemner, de ikke er vant til.
Skadedyrsbekæmperen vil typisk bede dig om at:
- fjerne eller sikre alt spiseligt fra fx affaldsposer og skabe i køkkenet som rotter kan leve af
- begrænse rottens mulighed for at bevæge sig frit. Eksempelvis ved at spærre den inde i ét rum
- undgå at flytte rundt på de opstillede fælder
Rotter bekæmpes ikke med gift indendørs, fordi der er risiko for lugtgener og invasion af fluer, hvis rotten dør et sted i huset, hvor den ikke kan fjernes.
Du skal følge rottebekæmperens anvisninger, hvis indsatsen skal være effektiv. Rotten er længe om at udforske ændringer i dens omgivelser, og det kan forsinke bekæmpelsen, når der flyttes på fælderne.
Kasserne til bekæmpelse er sikret, så børn og hunde forhindres i at komme til skade. Vi anbefaler, at du ikke selv anskaffer og opsætter fælder. I så fald er du ansvarlig for at afskærme fælden og i tilfælde af at dyr og børn kommer til skade.
Sådan bortskaffer du rotte og fælde:
En smækfælde slår øjeblikkeligt rotten ihjel ved at knække dens nakke eller ryg. Både smækfælden og rotten skal til restaffald. Kom rotte og fælde i en lukket plastpose. Fjernelse af ekskrementer og døde rotter er skal foregå uden direkte kontakt og er på eget ansvar.