I hvert afsnit af denne podcast inviteres eksperter og forældre i studiet til en snak om alt det svære, sjove og udfordrende ved at have en teenager i huset - og de unge selv kommenterer undervejs.
Lyt med når vært Maria Koch Aabel stiller skarpt på nogle af de dilemmaer, som følger med, når teenageårene rammer familielivet.
Vært: Maria Koch Aabel
Produktion og klip: Cecilie Wortziger
Projektledere: Christina Damstedt og Sara Snoghøj Dregild
Podcasten er produceret af Heartbeats for Gentofte Kommune.
Episode 1: Søvn og trivsel
Hvad betyder en god søvn for vores teenageres trivsel? Sover de unge for lidt? Eller handler det bare om, at teenagere er dovne og konstant trætte lige meget, hvor meget søvn de får?
I dette afsnit bliver vi klogere på, hvilken betydning søvn har for de unges hjerne og krop, og vi skal dele erfaringer og drøfte nogle af de dilemmaer vi som teenageforældre kan stå i, når dagen er omme og mørket falder på.
Lyt med, når vært Maria Koch Aabel får besøg i studiet af ekspert i søvn og søvnvejleder, Mikael Rasmussen, samt Lene og Kathrine, som begge har to teenagere derhjemme.
Lyt til episode 1 på Apple Podcast
Hent transskription af første episode
Episode 2: Perfekthed & præstation
Rigtig mange unge oplever at være stressede og ulykkelige. Og præstationspres, perfekthedskultur og brug af sociale medier er alle ting som eksperter peger på, har en stor betydning for netop den sørgelig tendens.
For når teenageren lukker sig inde på værelset eller kigger sig selv i spejlet - eller ned i telefonen - hele tiden, hvornår skal alarmklokkerne så ringe hos os forældre? Hvornår er det bare almindelig teenage-adfærd - og hvordan får vi som forældre åbnet den lukkede teenagedør igen, så vi kan finde ud af, hvordan vores barn egentlig har det?
Det handler denne episode om, når vært Maria Koch Aabel får besøg i studiet af ekspert i unges trivsel, Rasmus Stage, der er leder af Headspace i Gentofte Kommune, Maja Pode Blarke, mor til to piger og Steffen Borgstrøm, far til to teenagere: en dreng og en pige.
Lyt til episode 2 på Apple Podcast
Hent transskription af anden episode
Episode 3: Alkohol
Danske unge er ”europamestre” i at drikke alkohol. Og de begynder væsentligt tidligere end andre unge europæere.
Heldigvis kan forældre gøre mange ting for at sætte grænser for deres børns alkoholforbrug, men hvordan griber man lige den samtale an? Hvilke regler skal der sættes? og hvorfor er det vigtigt at tale om alkohol med sin teenager allerede fra den første festinvitation tikker ind?
Det handler denne episode om, når vært Maria Koch Aabel får besøg i studiet af ekspert i alkohol og unge og SSP konsulent i Gentofte kommune, Melanie Brøndal Krommes, Sophie Nue, mor til tre, og Berit Kristoffersen mor til to.