Gå til hoved indhold

Badeværelse

Få overblik over, hvornår du kan renovere, flytte eller nedlægge et badeværelse uden byggetilladelse – og hvornår du skal søge byggetilladelse.

Før du går i gang

I de fleste tilfælde kan du etablere, flytte eller nedlægge et badeværelse uden byggetilladelse. Men der er undtagelser, hvor du skal søge byggetilladelse. Her får du overblik, så du kan komme godt i gang med dit projekt. 

Ofte skal du ikke have byggetilladelse

Du behøver som regel ikke søge byggetilladelse, hvis du:

  • renoverer et eksisterende badeværelse. Fx udskifter fliser, inventar eller overflader.
  • etablerer et nyt badeværelse i et eksisterende rum i din bolig. Fx ombygger bryggerset til badeværelse.
  • flytter eller nedlægger et badeværelse, så længe det sker inden for det eksisterende boligareal.
  • etablerer toilet eller bad i kælderen i en villa.

Vær opmærksom på kravene i bygningsreglementet

Selvom du ikke skal søge byggetilladelse, skal arbejdet med dit badeværelse stadig leve op til kravene i bygningsreglementet (BR18). Det betyder bl.a.:

  • gulvet skal have korrekt fald mod afløb.
  • rummet skal være vådrumssikret og tæt.
  • der skal være tilstrækkelig ventilation.
  • el- og VVS-arbejde skal udføres af autoriserede håndværkere.

Her skal du have byggetilladelse

Du skal søge om byggetilladelse, hvis dit badeværelsesprojekt:

  • ændrer på bærende konstruktioner. Fx et nyt dørhul i en bærende væg eller et støbt gulv, der belaster konstruktionen væsentligt, i en større ejendom,. Fx i en etagebolig, eller tofamiliehus.
  • ændrer brandforhold. Fx hvis du blænder en bagtrappedør eller ændrer flugtveje, i en større ejendom i en etagebolig, eller tofamiliehus.
  • ændrer på facaden. Fx hvis du etablerer nye ventilationsudtag, i et bevaringsværdigt hus.
Et nyt badeværelse kan øge både komforten og værdien af din bolig

Sådan søger du

Forbered din anøgning

Inden du kan søge om byggetilladelse - eller plandispensation fra bevaringsværdien - er det en god idé at få styr på reglerne for dit projekt. En grundig forberedelse gør det nemmere for os at behandle din sag - og hjælper dig med at undgå ventetid undervejs. 

Undersøg reglerne 

sæt dig ind i reglerne, før du går i gang med dit badeværelse. Det gælder, uanset om dit projekt kræver byggetilladelse eller ej. Som ejer har du ansvaret for, at reglerne bliver overholdt når du bygger - fx i forhold til afløb og vandinstallationer. 

Hvis du  ændrer på facaden, fx ved at lave ny ventilation, skal du også  tjekke, om der gælder særlige krav i lokalplaner og byplaner. Eller om der er servitutter, der stiller særlige krav til facader, materialer eller udformning.

Er din bygning bevaringsværdig, skal du tage ekstra hensyn til arkitekturen. Her skal du søge om dispensation, hvis du vil ændre  facade eller tag.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

En fuldstændig ansøgning fra start sparer tid for både dig og os. Husk derfor at vedlægge relevante tegninger og oplysninger, fx:

  • Plantegninger før og efter projektet.
  • Tegninger eller billeder med mål.
  • Redegørelse for brandklasse og overholdelse af de præ-accepterede løsninger for brand (hvis forudsætningerne for brand ændres).
  • Redegørelse for konstruktionsklasse (hvis der sker ændringer i bærende konstruktioner).

Hvis du ændrer facaden på en bevaringsværdig bygning, fx. fordi du skal lave ventilation, skal du også vedlægge:

  • Eksisterende forhold - hvordan ser bygningen ud i dag. 
  • Fremtidige forhold - hvad du ønsker at ændre.
  • Materialeoversigt - gerne med produktblade og farvekoder.

Du skal også angive projektets indplacering i brand – og konstruktionsklasse. Byg og Miljø hjælper dig på vej, men vi anbefaler at du får hjælp fra en rådgiver.

Beskriv dit projekt 

Ud over tegninger skal du vedlægge en beskrivelse af projektet. Herunder af materialer og konstruktioner.

Du skal også angive projektets indplacering i brand – og konstruktionsklasse. Byg og Miljø hjælper dig på vej, men vi anbefaler at du får hjælp fra en rådgiver. 

Brug rådgiver

Det kan være en god idé at alliere dig med en byggerådgiver, som kan hjælpe dig med ansøgning og færdigmelding, så du overholder reglerne og undgår forsinkelser. En byggerådgiver kan være en arkitekt, bygherrerådgiver eller anden fagperson. Kommunen må ikke rådgive eller hjælpe med ansøgning, færdigmelding eller valg af byggerådgiver.

 

Send din ansøgning

Når du har samlet alle tegninger, beregninger og beskrivelser, er du klar til at sende din ansøgning til os. Det er et krav, at du gør det via Byg og Miljø. 

Husk kvittering 

Når din ansøgning er sendt får en kvittering for din ansøgning i Byg og Miljø. Her kan du også se de dokumenter og beskeder, vi sender til dig undervejs.

Få byggetilladelsen

Når en byggesagsbehandler har behandlet din sag, får du besked i Byg og Miljø.

Sådan foregår behandlingen af din ansøgning

Vi gennemgår dit projekt ud fra bygningsreglementet, og anden lovgivning. Hvis dit byggeri kan påvirke naboer væsentligt, sender vi sagen i partshøring.
Vi kan bede dig om supplerende oplysninger undervejs. Det kan fx være præcisering af tegninger eller yderligere dokumentation.

Læs mere om hvordan vi behandler din byggesag

Din byggetilladelse

Du må først gå i gang med byggeriet, når du har fået din byggetilladelse. Tilladelsen kan indeholde vilkår, som du skal følge. 

Giv besked om påbegyndelse

Når du har fået byggetilladelsen, skal du give os besked, inden arbejdet går i gang. Det gør du via Byg og Miljø, og det kaldes en påbegyndelse. Når vi får besked, tjekker vi, at tidsfristen i din byggetilladelse er overholdt.

Det er vigtigt, at du først begynder arbejdet, når du både har fået byggetilladelsen og har sendt påbegyndelsen via Byg og Miljø. Hvis du ændrer projektet efter, at du har fået tilladelsen, skal du sende de nye oplysninger til os, før arbejdet fortsætter. Det sikrer, at sagen behandles korrekt, og at du undgår forsinkelser.

Færdigmeld byggeriet

Når arbejdet er færdigt, skal du færdigmelde projektet i Byg og Miljø.
Sådan gør du:

  • Log på Byg og Miljø med MitID.
  • Vælg din sag.
  • Udfyld færdigmeldingen og upload den dokumentation, der fremgår af din byggetilladelse – fx tegninger eller erklæringer fra din rådgiver.

Når vi har modtaget færdigmeldingen, og undersøgt at den er færdigmeldt korrekt, meddeler vi ibrugtagningstilladelse, og afslutter vi sagen. Uden færdigmelding kan sagen ikke afsluttes, og det kan give problemer senere, fx hvis du skal sælge ejendommen eller tegne forsikring.

Opdatering af BBR

Når du færdigmelder byggeriet, bruger vi oplysningerne til at ajourføre Bygnings- og Boligregistret (BBR). Det er dit ansvar som ejer, at oplysningerne i BBR er korrekte.

Kontakt

Plan og Byg

Gentofte Rådhus
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund

Tlf. 39 98 37 01

Skriv til os (kontaktformular)

Book tid til fremmøde

Åbningstider for fremmøde

Mandag kl. 9-15
Tirsdag lukket
Onsdag kl. 9-13
Torsdag kl. 12-17
Fredag kl. 9-14

Telefontider

Mandag kl. 8-12
Tirsdag lukket
Onsdag kl. 8-12
Torsdag kl. 13-17
Fredag kl. 8-12

Svartider

Vi svarer på telefonbeskeder inden for 1-2 hverdage og på skriftlige henvendelser inden for 20 hverdage.