Gå til hoved indhold

Nu kan du igen bade ved Skovshoved Havbad

Gode badevandsmålinger viser fortsat god vandkvalitet ved Skovshoved Havbad, og det frarådes derfor ikke længere at bade. Arbejdet med udløbsledningen fortsætter.

Gentofte Kommune har i en periode frarådet badning ved Skovshoved Havbad ud fra et forsigtighedsprincip. Derfor har der været rødt flag på badevand.dk, hvor man altid kan følge badevandskvaliteten.

Badning frarådes ikke længere

Daglige badevandsprøver ved Skovshoved Havbad og undersøgelser gennem den seneste måned viser, at badevandet er godt, og derfor frarådes badning ikke længere. Alle prøver viser god badevandskvalitet uden overskridelser af grænseværdierne. Det gælder også i perioder med regn, overløb og i forbindelse med undersøgelserne af ledningen. På den baggrund vurderer Gentofte Kommune, at badevandskvaliteten ikke har været påvirket af de konstaterede eller mistænkte utætheder. 

Den midlertidige anbefaling om at undlade badning blev indført som en ekstra sikkerhedsforanstaltning. I særlige situationer kan kommunen vælge at fraråde badning, hvis der er forhold, der skaber usikkerhed, som ved mistanke om udledning fra en utæt ledning. Det gælder også, selvom målinger ikke viser forurening.

Mistanke og undersøgelser 

Den 19. maj 2026 blev Gentofte Kommune gjort opmærksom på en mulig utæthed på udløbsledningen. Undersøgelser viste efterfølgende, at der er en utæthed cirka 500 meter fra kysten. Den 9. juni opstod der desuden mistanke om en yderligere utæthed tættere på land, hvilket førte til en mere omfattende gennemgang af hele ledningen fra kysten og ud. På den baggrund blev der hejst rødt flag ved havbadet, mens forholdene blev undersøgt nærmere. 

Selvom den midlertidige anbefaling nu ophæves, er arbejdet med udløbsledningen ikke afsluttet. Der er fortsat en kendt utæthed på ledningen, og undersøgelserne af hele strækningen fortsætter samtidig. Der er ikke truffet beslutning om reparation. Det skyldes blandt andet, at en reparation kan ændre belastningen af den ældre ledning og dermed øge risikoen for nye utætheder tættere på kysten. Derfor afventer Gentofte Kommune en samlet risikovurdering, før der tages stilling til det videre forløb.

Fortsat overvågning og varsling

Der bliver fortsat taget daglige badevandsprøver ved Skovshoved Havbad.

Gentofte Kommune anbefaler, at man altid orienterer sig om den aktuelle badevandsprognose på badevand.dk

Læs mere