Gå til hoved indhold

Pas på asbest, når du skifter tag

Kig dig om efter en dygtig håndværker, hvis du beslutter dig for at energirenovere taget. Der kan være asbest i det gamle, som stiller store krav til håndteringen.

Både klimaet og pengepungen kan have rigtig godt af, at man lægger nyt tag på huset.

Selvom det er en stor investering, så kan der være mange penge at spare på varmeregningen – især lige i øjeblikket med de høje energipriser.

Men gamle tage kan sagtens vise sig at indeholde asbest. Og selv om der er enkelte asbestholdige produkter, som du gerne selv må skifte, så vil du ganske ofte få brug for en fagprofessionel håndværker, der har erfaringen og udstyret til at håndtere det sundhedsskadelige byggeaffald.

Kig på hjemmesiden efter certificering i håndtering af asbestholdige materialer, når du går på jagt efter de håndværkere, der skal hjælpe dig.

Hvis du er i tvivl, om dine håndværkere håndterer dit asbestaffald ordentligt, kan du kontakte Arbejdstilsynet på telefon 70 12 12 88 eller Natur og Miljø 39 98 85 75.

Bortskaffelse af asbestholdigt affald skal anmeldes til kommunen, Affald & Genbrug.
Læs om bortskaffelse af asbestholdigt affald på siden om byggeaffald

Læs mere om asbest:
Guiden Asbesthuset
Information om asbest på Arbejdstilsynets hjemmeside