Skovshoved Havbad - badevandskvalitet og beliggenhed
Strandens navn og adresse
Skovshoved Havbad, DKBW 1652
Skovshoved Havn, 2920 Charlottenlund
Kontrolsted: Syd for badebroen
UTM Zone: 32
Nordlig: 6185642, Østlig: 725977
Strandens beliggenhed
Skovshoved Havbad er åbnet i 2018 og er beliggende nord for Skovshoved Havn ved Øresundskysten nord for København i Gentofte Kommune.
Badevandskvaliteten er god
Badevandskvaliteten på Skovshoved Havbad er i 2022 opgjort til God. Badevandskvaliteten er opgjort på baggrund af data fra 2019-2022.
Badevandskvalitet klassificeres efter kategorierne Ringe, Tilfredsstillende, God og Udmærket, hvor Udmærket er den bedste badevandskvalitet. Se mere om klassifikation og kontrol under Badevand og Lovgivning.
Den primære årsag til at Skovshoved Havbad ikke har opnået klassifikationen Udmærket er, at badevandet ved Skovshoved Havbad i 2019 var midlertidigt påvirket af et lokalt brud på en spildevandsledning.
Badevandskvaliteten de seneste år
2018: Skovshoved Havbad åbnede, derfor ingen klassifikation.
2019: Tilfredsstillende
2020: God
2021: God
2022: God
Beskrivelse af badevandsområde
Adgangsforhold og parkering
Skovshoved Havbad ligger i umiddelbar tilknytning til Skovshoved Havn, hvor der er parkeringsmuligheder. Kort derfra ligger Strandvejen, hvor der er offentlig transport. Stranden ligger ca. 800m fra Ordrup Station.
Stranden og bunden
Skovshoved Havbad er baseret på badebroer, idet der ikke er en egentlig strand ved badet. Der er grønne arealer umiddelbart vest for broerne. I vandet består bunden af fint sand og ca. 35 meter ude fra kysten er der 150 cm dybt.
Faciliteter
• 1 badebro - kompleks
• 1 iskiosk
• Toiletter
• Restauranter
• Lystbådehavn
Strømforhold
Øresund er et smalt havområde, hvor den øverste del af vandsøjlen er præget af nordgående strømningsretninger fra Østersøen, mens strømninger fra Kattegat typisk findes i den dybere del af vandsøjlen. Strømhastighederne er generelt lave. En del af strømvariationen skyldes tidevand, som dog er svagt i Øresundsområdet. Forskellen mellem høj- og lavvande er mindre end 20 cm.
Saltholdighed
Saltholdigheden varierer typisk mellem 8 og 22 promille. Vandet i Øresund stammer fra enten Østersøen, hvor saltholdigheden er lav (ca. 10 promille), eller fra Kattegat, hvor saltholdigheden er højere (ca. 25 promille). Fronten mellem de to vandmasser flytter sig frem og tilbage, og kan ligge både nord for Øresund, i Øresund eller syd for Øresund.
Temperatur
Badevandstemperaturen i badesæsonen varierer mellem ca. 10 – 20 grader.
Påvirkninger af badevandskvaliteten
Kortvarige forureninger
Den primære kilde til kortvarige forureninger af Skovshoved Havbad skyldes hovedsageligt overløb (aflastninger) fra spildevandssystemer med coliforme bakterier. Langs Øresundskysten ligger en række overløb fra Gentoftes spildevandssystem, som aflaster til havet under kraftig regn. Under visse vind- og strømforhold kan overløb påvirke badevandskvaliteten inde ved kysten. Det er meget forskelligt hvor store mængder der aflastes fra overløbene og hvor hyppigt det sker.
I området ved Skovshoved har etablering af Skovshoved Basinledning muliggjort reduktion af en række kystnære aflastninger på strækningen mellem Bellevue og Skovshoved. De to nærmeste overløb ligger lige nord for havbadet (U4 og U5a). Aflastning fra disse overløb sker stat-stisk set mindre end en gang årligt. Derudover er Skovshoved Havbad under visse vind- og strømforhold påvirket af overløb fra det kystfjerne overløb ved Skovshoved (U5b), der har udløbspunkt 1,5 km fra kysten.
Andre overløb beliggende nord og syd for stranden kan også påvirke badevandskvaliteten, afhængig af mængder samt vejr- og strømforhold. Fra nabokommunerne København og Lyngby-Taarbæk kommune kan kilder påvirke badevandskvaliteten ved Skovshoved Havbad. Vejr- og strømforhold er afgørende for om det sker og hvor kraftig påvirkningen vil være.
Afhjælpende tiltag
Kommunen og forsyningsselskabet Novafos arbejder løbende på at etablere systemer, der skal reducere mængden af aflastet spildevand til Øresund. Dette sker bl.a. ved at separere regnvand fra spildevand.
Ved observation af akut forurening kontaktes Gentofte Kommunes Natur og Miljøafdeling, mandag - onsdag: 8 -16, torsdag: 8 -18 og fredag: 8 -14.
Ring til Natur og Miljø:
Tlf. 39 98 85 75
Uden for almindelig arbejdstid kan Miljøvagten kontaktes.
Ring til Miljøvagten:
Tlf. 39 98 89 50
Yderligere oplysninger kan findes på kommunens hjemmeside: gentofte.dk
Varsling af risiko for sundhedsfarlig badevandskvalitet
Vi henviser altid til badevandsudsigten, hvor badevandskvaliteten for Gentoftes badesteder løbende opdateres og varsles. Du kan se Badevandsudsigten på app’en ’Badevand’ og på badevand.dk
Varslingen viser badevandskvaliteten for den aktuelle dag og 3 dage frem. Varslingen er baseret på overløbsinformationer fra Gentoftes og nabokommunernes spildevandssystemer samt data om vejr- og strømforhold.
I situationer med fx fækale forureninger, blågrønalger, andet fytoplankton og makroalger eller kemiske forureninger, hvor kommunen fraråder badning, varsles dette via skiltning på stranden samt på Gentofte Kommunes hjemmeside.
Andre årsager til forringelser
Risiko for opblomstring af blågrønalger
Risikoen for ophobning af blågrønalger (cyanobakterier) og andre planktonalger er generelt lille. Dog kan der i enkelte år forekomme høje koncentrationer i juli - august. Risikoen er specielt høj i perioder med højtryk og udgående strøm fra Østersøen. Under en blågrønalgeopblomstring frarådes det at lade børn og husdyr komme i kontakt med vandet. Risikoen for opblomstring af andet planteplankton end blågrønalger er lille.
Risiko for større opskyl af tang og pollen
Der er risiko for opskyl af tang, makroalger og ålegræs i badesæsonen. Desuden kan der periodisk ses pollen på vandoverfladen, som giver et gulligt udseende.
Brandmænd
Brandmanden er almindeligt forekommende i Danmark, og forekommer hovedsageligt i sommerhalvåret. Kommer man i fysisk kontakt med en brandmand, udsender den en gift som kan være forholdsvis smertefuld. Brandmanden er sædvanligvis ikke direkte farlig, men kan være et ubehageligt bekendtskab.
Fjæsing
Fjæsingen er en op til 50 cm lang bundlevende fisk, som har giftpigge ved gæller og på ryggen. Bliver man stukket frigives en gift som kan give feber, kvalme, hovedpine og svimmelhed. I alvorlige tilfælde kan man få kramper og åndedrætsbesvær. Det er dog meget sjældent at der forekommer tilfælde med badende, der bliver stukket.
Kemiske forureninger
Der er ingen gamle depoter eller lignende i nærheden af badevandet, der kan udgøre en risiko for udsivning af kemiske forureninger. Kemiske forureninger kan opstå ved uheld som f.eks. olieudslip og fra skibe.
Uheld i afløbssystemet og brud på kloakrør
Uheld i afløbssystemet eller brud på kloakrør kan give uforudsete forureninger af badevandet. Forureninger forårsaget af sådanne uheld eller brud sker sjældent.
Andre sundhedsfarlige gener
Kommunen har ikke kendskab til andre påvirkninger som kan medføre sundhedsskadeligt badevand.
Badevand og lovgivning
Badevand reguleres af EU’s badevandsdirektiv, som er implementeret i dansk lovgivning, senest ved Bekendtgørelse 917 af 27. juni 2016.
Klassificering af badevand
Badevandskvalitet klassificeres efter dansk lovgivning i én af fire mulige kategorier: Ringe, Tilfredsstillende, God og Udmærket, hvor Udmærket er den bedste badevandskvalitet. Klassificeringen sker på baggrund af indholdet af bakterier i fastsatte prøvetagninger det forløbne år og de tre foregående år.
Regelmæssig kontrol af badevandskvalitet
I badesæsonen (1. juni til 15. september) udtager kommunen prøver til kontrol af badevandskvaliteten og tidsplan for prøvetagning kan ses på kommunens hjemmeside: gentofte.dk/badevand
Revision af badevandsprofil
Denne badevandsprofil er opdateret i 2023 med mindre fejlrettelser samt information om seneste klassifikation af badevandet. Ifølge Badevandsbekendtgørelsen skal badevandsprofilen for en strand, som er klassificeret som God som minimum revideres hvert 4. år samt hvis der sker ændringer, som menes at kunne påvirke vandkvaliteten på badestedet.
Praktisk information
Ansvarlig myndighed
Gentofte Kommune
Natur og Miljø
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund
Tlf. nr.: 39 98 85 75
Åbningstider
Mandag-onsdag: kl. 8.00-16.00
Torsdag: kl. 8.00-18.00
Fredag: kl. 8.00-14.00
Læs mere
Gentofte Kommune:
gentofte.dk/badevand
Badevandsudsigt for Nordlige Øresund:
badevand.dk
Badevand App: Google Play eller App store.