Gå til hoved indhold

Koncert med
Agnes Ea
og Magma Rea

Oplev en koncertperformance, der arbejder med tekstilers cyklusser og oprindelse.

Beskrivelse

Agnes Ea og Magma Rea laver begge musik, der personligt, poetisk og aktivistisk behandler følelser og stemninger i vores økologiske krisetid. De er gået sammen om at skabe musikkollektivet Ekkosystem, hvor de sammen med andre artister, sætter fokus på problemstillinger, som tekstilaffald og -genbrug, gennem kunsten. I denne performance arbejder de med tekstilers cyklusser og oprindelse.

Agnes Ea blev kåret som Artpop-komet af Soundvenue, da hun udgav sin debut EP 'Intet forsvinder' i marts 2024. Hun skriver danske sange om venskaber, natur, kærlighed og om at vokse op i en krisetid. Sammen med sit band arrangerer og producerer hun sangene, så de bliver til små universer, man kan flygte ind i. Et sted, hvor vi kan dele et nærvær, et stille oprør i det milde og bløde. 'Intet forsvinder' fik 4 hjerter i Politiken, hvor Lucia Odoom beskrev lyden som "forårsvenlig elektronisk pop i øregangene" med "drømmende tekster, der græsser på poesi" og sammenlignede den med grupper som Under Byen.

Magma Rea bærer forandringens stemme. Hendes brusende vokal fejrer klodens sprudlende liv og bearbejder de følelser, der dukker op, når vi mærker, at vi er ved at miste den. Det er organisk alt-pop til fællesskabet, til de åbne hjerter, der tør drømme nye verdener frem, kroppe der vil danse midt i sorgen, hænder der vil holde hinanden i hånden og graves ned i mulden for at så nye frø. Det er hånden-på-hjertet-nærværende, det er grooves og det er fællessang.