Dogmestrik
Beskrivelse
Lær at lave rustikke tøjstykker med dogmestrik. En strikketeknik, hvor du strikker af rå og ubearbejdet uld, som ikke er blevet kartet eller spundet som almindeligt garn. På få trin går du fra ubearbejdet råuld til at have et færdigt tøjstykke mellem hænderne.
Hedestrik, som står for workshoppen, strikker med uld fra vestjyske spælsau får. Det er får med meget langfibret hår, der gør det muligt at strikke uden forarbejde. Det er helt naturligt, bæredygtigt og en enkel proces, som giver noget rigtig flot strik.
Til workshoppen kan du strikke håndledsvarmere eller en hyrdevest efter eget valg. Man behøver ikke at være god til at strikke, men det er godt at kunne strikke ret, vrang og slå masker op. Medbring strikkepinde i str. 3-6 til workshoppen.
Det koster 100 kr. pr. deltager, og du skal tilmelde dig workshoppen på Byens Hus hjemmeside.