Sammen om unges trivsel
Sammen om Ungelivet
Det er afgørende, at vi ikke individualiserer mistrivsel. Trivsel er fællesskabets ansvar og en opgave vi arbejder med ud fra en involverende, samskabende, data-og netværksbaseret tilgang. Vi vil udvikle de rette værktøjer i forebyggelsen mod mistrivsel og inddrage lokalsamfundet i arbejdet, for sammen at udvikle en bedre fremtid for byens unge.
Med ”Sammen om Ungelivet”, ønsker vi at danne et aktivt bindeled mellem alle voksne, der er betydningsfulde for unges liv. Det gør vi ved at udvikle indsatser på alle niveauer og ved at inddrage alle aktører. Det gælder forældre, lærere, frivillige og fagpersoner i forenings-og kulturliv samt alle voksne, der hver dag bidrager til at skabe gode rammer og bedre forudsætninger for unge i Gentofte.
Vi har allerede en lang række trivselsinitiativer i gang, der virker, og vi vil fortsat prioritere vores indsats på ungeområdet. Det gør vi ved at intensivere arbejdet, og hæve ambitionerne for derigennem, at skabe de bedste forudsætninger for unge i Gentofte.
Strategien skal sikre sammenhæng og fremdrift med en målrettet tilgang, hvor vi lytter og lærer af hinanden, så vi sammen kan udvikle de rette værktøjer og fremme god trivsel for fremtidens ungeliv i en konstant forandrende verden. Vores fælles arbejde skal skabe samhørighed og grundlag for positiv forandring.
Vi er sammen om ungelivet og fælles om ansvaret for god trivsel.
Fælles målsætninger for unges trivsel
Unge har forskellige og skiftende behov, vilkår og udfordringer i dagligdagen. Vi vil arbejde forebyggende og trivselsfremmende for at styrke alle unges trivsel både mentalt, fysisk, sundhedsmæssigt, fagligt og socialt.
Det gør vi ved at stå sammen om ungelivet. Vi arbejder aktivt med en række forebyggende fokusområder, som f.eks.: sammen om presset, om festen, om glansbilledet og om ensomheden.
Vi vil øge antallet af unge i generel god trivsel. De unge skal føle sig som en del af et fællesskab, og vi skal give alle voksne aktører de nødvendige ressourcer til at skabe bedre rammer for at flere unge trives.
Vi vil hjælpe og udvikle muligheder for de unge i forebyggelsen af mistrivsel. For at håndtere hverdagens udfordringer skal vi give dem støtte og de bedste redskaber. Vi skal udbrede viden til de voksne aktører, så de har bedre mulighed for at hjælpe tidligt i forløbet.
Vi vil aktivt hjælpe unge, der er udsat for mistrivsel. Fra før, under og efter et forløb står vi klar til at hjælpe unge og deres voksne. Vi vil give dem den rette støtte og sikre, at flere unge får muligheden for opleve glæden ved deltagelse i fællesskaber.