Kommunalbestyrelsen har bedt om at få endnu en vurdering af, om det bliver for dyrt at fortsætte fjernvarmeudbygningen. Vurderingen vil indgå i overvejelserne, når kommunalbestyrelsen den 26. maj skal beslutte, om den planlagte fjernvarmeudbygning i endnu ikke igangsatte områder skal stoppes.
Tidligere på året konkluderede en rapport fra en ekstern rådgiver, at det ikke længere er samfundsøkonomisk fordelagtigt at udbygge fjernvarmen i de områder, hvor arbejdet med at anlægge fjernvarme ikke allerede er gået i gang.
Kommuner må kun godkende fjernvarmeprojekter, hvis det kan påvises, at projektet er samfundsøkonomisk fordelagtigt sammenlignet med relevante alternativer som fx individuelle varmepumper. Med baggrund i rapportens konklusioner er det derfor sandsynligt, at Gentofte Kommune må stoppe den planlagte fjernvarmeudbygning.
Beslutningen om at stoppe udbygningen skal træffes af kommunalbestyrelsen. Gentofte Kommune forventer, at kommunalbestyrelsen behandler punktet på sit møde den 26. maj 2026. Inden da skal der gennemføres en høring hos de berørte forsyningsvirksomheder og kommuner. Parallelt hermed har Kommunalbestyrelsen bedt om, at der også indhentes en ’second opinion’ til den eksterne rådgivers rapport, så beslutningen træffes på det bedst mulige grundlag.
Hvad har ændret sig?
Siden den nuværende plan for udbygning af fjernvarme i Gentofte Kommune blev vedtaget i 2021, har forudsætningerne ændret sig markant: Priserne på rør, gravearbejde og materialer er steget voldsomt som følge af globale forhold. Og samtidig kan CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab), der leverer varmen, ikke levere tilstrækkelig kapacitet til de næste områder, medmindre der etableres kostbare, lokale varmeanlæg.
Den eksterne rådgivers rapport konkluderer, at det ikke vil være samfundsmæssigt forsvarligt – og dermed ikke lovligt for kommunen – at fortsætte udbygningen efter den nuværende plan. Samtidig vil alle fjernvarmekunder, både nuværende og kommende, opleve markant højere priser på fjernvarme.
Kom til informationsmøde
Hvis du vil vide mere eller har spørgsmål, kan du deltage i et informationsmøde tirsdag den 5. maj kl. 19-20.30 i Rådhushallen, Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund.
På mødet vil borgmester Michael Fenger og repræsentanter fra forvaltningen uddybe baggrunden for den forventede beslutning om at stoppe fjernvarmeudbygningen.
Tilmeld dig informationsmødet om stop af fjernvarmeudbygning