Gå til hoved indhold

Schæffergården kan blive midlertidigt hjem for fordrevne ukrainere

Fordrevne ukrainere kan fra november 2026 få midlertidigt hjem på Schæffergården. Gentofte Kommune har fået mulighed for at leje 44 værelser på stedet frem til udgangen af 2028, og løsningen kan blive et alternativ til de planlagte pavillonboliger i Gentofte Sportspark.

Kommunalbestyrelsen har enstemmigt besluttet at arbejde videre med muligheden for at leje værelser på Schæffergården. Før der træffes endelig beslutning, er forslaget sendt til orientering hos de nærmeste naboer, som har mulighed for at indsende bemærkninger i 14 dage.

“Vi har som kommune et ansvar for at stille midlertidige boliger til rådighed for mennesker, der er flygtet fra krigen i Ukraine. Det er ikke en enkel opgave i en fuldt udbygget kommune som Gentofte, og derfor skal vi finde løsninger med omtanke. Muligheden på Schæffergården giver gode boligforhold i eksisterende bygninger og kan samtidig være et alternativ til at etablere nye pavilloner i Sportsparken”, siger borgmester Michael Fenger.

Kommunen har løbende undersøgt forskellige muligheder, og i marts besluttede Kommunalbestyrelsen at arbejde videre med en løsning med midlertidige pavilloner i den nordlige del af Gentofte Sportspark.

Efterfølgende har kommunen fået tilbud om at leje værelser på Schæffergården, og den mulighed vurderes nu som et godt alternativ.

En løsning i eksisterende rammer

De 44 værelser ligger i længerne ved Slotsbygningen og i Wohlertbygningen på Schæffergården. Lejeperioden vil løbe fra 1. november 2026 til udgangen af 2028.

En væsentlig fordel ved løsningen er, at der er tale om eksisterende bygninger, som allerede er indrettet til ophold og beboelse. Værelserne har hidtil været brugt til blandt andet udenlandske studerende og expats og har eget bad og toilet. Det betyder, at kommunen kan tilbyde midlertidige boliger af god kvalitet uden først at skulle etablere nye pavilloner.

Fortsat behov for midlertidige boliger

Gentofte Kommune har indtil videre budt omkring 870 fordrevne ukrainere velkommen og er forpligtet til at tilbyde midlertidig bolig til de personer, der bliver visiteret til kommunen.

Aktuelt er omkring 560 ukrainere midlertidigt boligplaceret rundt om i kommunen – blandt andet i beboelsespavilloner ved Byens Hus i Hellerup og ved rådhuset samt i kommunens egne beboelsesejendomme. Da kommunen forventer at skulle modtage yderligere omkring 150 personer i det kommende år, er der fortsat behov for at udvide kapaciteten med nye midlertidige boligløsninger.