Egeprocessionsspinderen er en berygtet larve med giftige hår. Gentofte Kommune er opmærksomme på risiko for spredning af larven og fører derfor tilsyn og overvågning af egetræer i de grønne områder. Der er endnu ingen fund af larver i Gentofte.
Gentofte Kommune er i dialog med nabokommuner og samarbejder om fælleskommunale retningslinjer for tilsyn og planlægning af bekæmpelsesindsatsen.
Der afventes desuden en national handleplan for bekæmpelsen.
Hvis du har fundet larver
Hvis du finder egeprocessionsspinderen i Gentofte Kommune, skal du give os besked. Det kan du gøre ved at kontakte Natur og Miljø på telefon eller mail:
Natur og Miljø, telefon: 39 98 85 75, e-mail: miljo@gentofte.dk.
Telefontid:
Man: 9-15
Tirs: 9-15
Ons: 9-13
Tors: 11-18
Fre: 9-14
Uden for telefontiden kan man ringe til Miljøvagten (Tryghedscentralen) på 39 98 89 50.
Send meget gerne et billede og placering. Det hjælper os med at vurdere, om der er tale om egeprocessionsspinderen. Gentofte Kommune har en aftale med et skadedyrsbekæmpelsesfirma, som kan komme ud og identificere larver og registrere udbredelsen.
Finder du larven på dit eget egetræ i din have, så bør du kontakte en skadedyrsbekæmper. Man bør ikke selv begynde at fjerne larverne. Det kræver særligt beskyttelsesudstyr, og det er desuden ikke muligt for privatpersoner at aflevere affaldet på genbrugsstationen.
Husk, at egeprocessionsspinderen og dens reder indeholder mikroskopiske hår, som kan give alvorlige hud- og luftvejsreaktioner – også selvom larverne ikke længere er til stede.
Har du været i kontakt med egeprocessionsspinderlarven og oplever gener, bør du søge sundhedsfaglig hjælp.
Hvordan ser larven ud?
Mange larver ligner egeprocessionsspinderen. De mest almindelige forvekslinger er spindemøl og uldhale, som også lever i flok og laver spind. De er helt ufarlige.
Hvis larverne ikke sidder på et egetræ, er det ikke egeprocessionsspinderen.
- Lever udelukkende på egetræer
- Bevæger sig i lange kæder (processioner) i maj-juli
- Danner tætte reder af spind på stammer og grene
- Har små, giftige hår
Siden opdateres løbende.
Billederne er fra ”© Wikicommons”