Gentofte Kommune vil give flere unge erfaring med demokrati og indflydelse. Derfor lanceres Politisk Mesterlære, hvor unge følger lokale politikere og får indblik i det politiske arbejde i praksis.
Hvordan bliver en idé til en politisk beslutning? Hvilke overvejelser ligger bag, når kommunalbestyrelsen træffer beslutninger? Og hvordan kan man som ung få indflydelse på den kommune, man bor i?
Det kan unge i Gentofte få konkrete erfaringer med fra efteråret 2026, når Gentofte Kommune lancerer Politisk Mesterlære. Her bliver unge fra 9. klasse og op til 20 år matchet med en af otte lokalpolitikere og får mulighed for at følge det politiske arbejde tæt.
Som en del af forløbet deltager de unge i politiske møder og forbereder sig sammen med deres politiske sparringspartner. På den måde får de indblik i dagsordener, argumenter, dilemmaer og beslutningsprocesser – og i hvordan lokalpolitik fungerer i praksis.
Borgmester Michael Fenger er en af de otte politikere, der er klar til at tage imod de unge fra slut september:
”Vores demokrati lever af, at vi engagerer os, og at nye generationer også har lyst til at kaste sig ind i politik. Derfor har vi i Kommunalbestyrelsen besluttet at invitere de unge helt ind i maskinrummet, så de kan snuse til det politiske arbejde. Men lige så vigtigt er det, at det også giver os politikere mulighed for at komme tættere på de unge og deres hverdag og perspektiver.”
Formålet med Politisk Mesterlære er at styrke unges demokratiske selvtillid og give flere unge mod på at engagere sig i deres lokalsamfund.
Ud over Politisk Mesterlære, inviterer kommunen også unge i Gentofte til at deltage i en række workshops. Her kan de blandt andet blive klogere på politik, retorik, netværk og indflydelse i praksis. Workshopforløbet er åbent for alle unge i Gentofte, også selvom de ikke deltager i Politisk Mesterlære.
Der er tilmeldingsfrist den 20. september, hvorefter deltagerne udvælges.
Læs mere på gentofteung.dk/demokrati

Otte lokalpolitikere står klar til at tage imod en ung sparringspartner. Det er øverst fra venstre: Anton Brüniche-Olsen (C), Jesper Marcus (C) og Stig Wall (C). Forest fra venstre: Niels Gyldenlund Mikkelsen (A), Christina Wex (C), Helene Brochmann (SF), Frederik Dehlholm (Ø) og Michael Fenger (C).