Gentofte Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Røde Kors, som skal styrke kommunens lokale beredskab før, under og efter kriser, ulykker og andre ekstraordinære hændelser. Med aftalen får kommunen en fast samarbejdspartner, som kan bidrage med både frivillige ressourcer, krisestøtte og praktisk hjælp, når der opstår behov.
Samarbejdet er indgået for at styrke kommunens evne til at handle hurtigt, koordineret og omsorgsfuldt i situationer, hvor borgere og lokalsamfund bliver berørt. Aftalen skal samtidig være med til at skabe et tydeligt grundlag for, hvordan Gentofte Kommune og Røde Kors arbejder sammen om forberedelse, håndtering og opfølgning ved ekstraordinære hændelser.
Borgmester Michael Fenger siger:
"I en tid, hvor usikkerheden i verden også kalder på lokal handlekraft, er det vigtigt, at vi i Gentofte står godt forberedt. Samarbejdsaftalen med Røde Kors er endnu et element i at styrke vores lokale beredskab og vores mulighed for at hjælpe borgere hurtigt, ordentligt og med den nødvendige omsorg, hvis en alvorlig situation opstår."
" Jeg er meget glad for, at vi med denne aftale styrker samarbejdet med en stærk civilsamfundsorganisation som Røde Kors og de mange frivillige, der står klar til at hjælpe, når der er brug for det. Samarbejdet med civilsamfundet er vigtigt for Gentofte Kommune, og det er noget, vi gerne vil dyrke endnu mere i de kommende år."
"Det handler både om at være forberedt, når noget uventet sker, og om at have stærke samarbejder, der gør os i stand til at reagere hurtigt og skabe tryghed for borgerne. Det ansvar tager vi alvorligt i Gentofte Kommune."
Røde Kors kan blandt andet bidrage med psykisk førstehjælp, information til berørte borgere, praktisk hjælp og logistik, støtte ved evakuering samt bemanding af tryghedszoner og evakuerings- og forplejningscentre. De lokale ressourcer suppleres af nationale kapaciteter, hvis situationen kræver det.
Det betyder, at Gentofte Kommune i en ekstraordinær situation hurtigt kan trække på støtte, der både rummer menneskelig omsorg, praktisk hjælp og erfaring med at bistå myndigheder i akutte hændelser.
Samarbejdet hviler på et fælles ønske om at beskytte og støtte mennesker, når de er mest sårbare. Røde Kors arbejder efter syv grundlæggende principper, herunder medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed og frivillighed, som er med til at sikre tillid og tydelige roller i samarbejdet.
Florence Laraignou, Formand for Røde Kors Gentofte siger:
"Med aftalen får vi et tæt og forpligtende samarbejde med Gentofte Kommune om at hjælpe mennesker, når de bliver ramt af kriser eller alvorlige hændelser. Vi stiller både frivillige kræfter, erfaring og konkrete beredskabsydelser til rådighed, så hjælpen kan komme hurtigt frem og tilpasses de behov, der opstår"
"Røde Kors' indsats tager altid udgangspunkt i menneskers behov. I samarbejdet med Gentofte Kommune kan vi bidrage med både lokale frivillige og adgang til større beredskabskapaciteter, hvis situationen kræver det."
Aftalen tydeliggør, hvordan kommunen og Røde Kors kan arbejde sammen både i den akutte fase og i tiden efter en hændelse. Det gælder blandt andet støtte til berørte borgere, praktisk assistance og bidrag til at skabe ro, overblik og tryghed lokalt.
Samarbejdet omfatter også forberedelse og forventningsafstemning, så roller, kontaktveje og mulige indsatser er kendt på forhånd. Det styrker grundlaget for en hurtig og sammenhængende indsats, hvis en alvorlig situation opstår.
Fakta
Gentofte Kommune og Røde Kors har indgået en samarbejdsaftale om lokalt beredskab.
Røde Kors' lokale beredskabsressourcer omfatter blandt andet:
- krisestøtte og psykisk førstehjælp
- praktisk hjælp og logistik
- håndtering af donationer og forplejning
- etablering og drift af tryghedszoner samt evakuerings- og forplejningscentre
- mulighed for psykosocial hjælpelinje/callcenter ved mange samtidige henvendelser
De lokale ressourcer tæller frivillige, lokale beredskabsledere og adgang til nationale kapaciteter fra Røde Kors' landskontor.
Røde Kors Gentofte råder over frivillige med kompetencer inden for psykisk førstehjælp, social assistance og støtte i forbindelse med evakuering og tryghedszoner.
Røde Kors tilstræber at kunne mobiliseres til en indsats inden for 8 timer i dagtimerne afhængigt af opgavens karakter.
Røde Kors arbejder efter syv principper: medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed, frivillighed, enhed og almengyldighed.


Billedtekst: Borgmester Michael Fenger og Florence Laraignou, formand for Røde Kors Gentofte, underskriver samarbejdsaftalen