Gå til hoved indhold

Ny ældrelov giver ældre mere indflydelse

Den 1. juli 2025 træder en ny ældrelov i kraft. Loven vil frem mod 2026 ændre den måde, ældre borgere modtager hjælp og pleje på – også i Gentofte Kommune.

Mere selvbestemmelse til de ældre, mere tillid til medarbejderne og et tæt samspil med pårørende og civilsamfund. Det er hovedoverskrifterne i Ældreloven, som træder i kraft den 1. juli. 

Gentofte Kommune er i gang med implementeringen, der skal være gennemført senest ved udgangen af 2026. Det primære mål er at give borgerne mere indflydelse på, hvilken hjælp de får, og hvordan den tilrettelægges, i tæt samarbejde med medarbejderne.

Fra enkeltydelser til fleksible forløb

Hidtil har borgerne været visiteret til enkeltydelser som rengøring, personlig pleje eller indkøb, men med den nye lov vil visiteringen ske til ét samlet forløb, som i dialog mellem borger og medarbejder tilrettelægges ud fra borgerens behov og ønsker. Det skal sikre større sammenhæng i hjælpen og skabe bedre mulighed for fleksibilitet i hverdagen.

I Gentofte Kommune vil der være seks forskellige forløb, ældre borgere kan blive visiteret til, hvis de har behov for hjemmepleje: Et afklarende rehabiliteringsforløb, et forløb med praktisk hjælp og fire pleje- og omsorgsforløb. 

Forløbene spænder fra praktisk hjælp til for eksempel rengøring, tøjvask og indkøb til mere omfattende forløb til de borgere, der har behov for støtte til for eksempel at spise, drikke og til personlig hygiejne.

Samme serviceniveau – ny måde at arbejde på

Ældreloven ændrer ikke på, hvem der er berettiget til hjælp, eller hvad man kan få hjælp til. Man får hverken hjælp til flere eller færre opgaver, men måden, hjælpen tilrettelægges og udføres i det daglige, bliver mere fleksibel og sammenhængende.

Der kommer mere fokus på dialogen mellem borger og medarbejder, og hjælpen vurderes fortsat efter en individuel faglig vurdering men kan tilpasses fra gang til gang i dialogen mellem borger og medarbejder uden, at visitationen skal kontaktes for en ny afgørelse. 

Det kaldes borgernær visitation og gælder uanset om hjælpen leveres af Gentofte Kommunes egen hjemmepleje eller af en privat leverandør.

Gradvis implementering frem mod 2026

I Gentofte Kommune vil borgere, der allerede i dag modtager hjælp, blive kontaktet løbende i 2025 og 2026. Ved samtalen vil kommunen vurdere behovet og bevilge et forløb efter de nye regler. Borgere skal altså ikke selv tage initiativ.

Loven omfatter alle, der har nået folkepensionsalderen og har behov for hjælp, pleje og omsorg. Loven omfatter også personer under folkepensionsalderen med behov, der svarer til behovene hos ældre borgere.

Læs om hjemmehjælp på kommunens hjemmeside

Læs om kvalitet og service på ældreområdet på kommunens hjemmeside