Gå til hoved indhold

Projekt om ny svømmehal stoppes

Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde mandag den 24. juni 2024, at projektet om en ny svømmehal ved Kildeskovshallen skal stoppe, da projektet bliver væsentligt dyrere end forventet.

Kommunalbestyrelsen besluttede i maj 2022 at placere en ny svømmehal ved Kildeskovshallen. Knap et år senere – i februar 2023 – vedtog kommunalbestyrelsen at sende et 25 meter bassin med varmtvandsbassin i udbud og at give anlægsbevilling til udarbejdelse af dispositionsforslag inkl. opdateret budget for gennemførelsen af projektet.

Rambøll har nu sammen med dispositionsforslag udarbejdet et opdateret og indekseret budget. Rambøll vurderer de samlede udgifter til at udgøre 291,3 mio. Dette svarer til en merudgift på 136,3 mio. i forhold til de 155 mio. kr., som udgør det oprindelige budget inkl. optioner fra marts 2022.

Siden marts 2022 er rådighedsbeløbet indekseret til 172,1 mio. I forhold til det indekserede rådighedsbeløb på 172,1 mio. og med de 291,3 mio., som det nu vurderes at koste, er merudgiften altså 119,2 mio.

Se video fra mødet i Kommunalbestyrelsen den 24. juni 2024 på Kommune TV