Opgaveudvalget 'Fremtidens velfærdsløsninger for ældre' har afleveret sine anbefalinger til, hvordan vi fortsat kan tilbyde den bedste ramme for ældres liv og udfoldelser - og dermed fastholde et værdigt, trygt og godt liv for ældre i Gentofte.
Hvordan sikrer vi, at alle fortsat kan have en værdig, tryg og god alderdom – også i en tid, hvor der bliver flere ældre, større plejebehov og mangel på kvalificerede medarbejdere?
Det spørgsmål har opgaveudvalget ”Fremtidens velfærdsløsninger for ældre” arbejdet med i den senere tid. Arbejdet har nu resulteret i en anbefaling, som blev godkendt af kommunalbestyrelsen ved det seneste møde 30. maj 2023.
Anbefalingen er bygget op som en model i tre ”dimensioner”:
- Det hele menneske
- Vi lykkes sammen
- De fire elementer i fremtidens velfærdsløsninger til ældre
'Det hele menneske' går kort sagt ud på, at man fortsat skal have mulighed for at være sig selv med værdier, vaner og aktiviteter. At man bliver mødt, som den man er. Og at man stadig godt kan meget selv.
'Vi lykkes sammen' sætter fokus på, at vejen frem består af et samspil mellem borgere og pårørende, kommune og samfund. Det betyder bl.a., at kommunen skal ændre fokus fra primært at levere ydelser til også at facilitere løsninger i samspil med borgere og samfund.
De fire elementer i fremtidens velfærdsløsninger til ældre
De fire elementer, der peger på mulige bidrag til løsninger, er:
-
Forebyggelse
Alle mennesker ønsker at klare sig selv hele livet. Kommunen skal arbejde for, at borgerne fortsat kan leve et meningsfyldt selvstændigt liv, hvor flest muligt kan klare sig selv godt og trygt. Forebyggelse og rehabilitering er en væsentlig vej til at forblive selvhjulpen. -
Differentiering
I dag er der en vis grad af differentiering i tilbuddene til borgerne. Fremover skal mulighederne for at differentiere tilbuddene øges. Differentieret hjælp og pleje i eget hjem tilgodeser borgernes forskellige behov. Og dem, der kan selv, har mulighed for at forblive aktive og selvhjulpne. -
Teknologi
Teknologi er en væsentlig del af løsningen på vores velfærdsudfordringer. Teknologi kan udskyde eller erstatte behovet for hjælp i nogle situationer, i andre er det et supplement til anden behandling og pleje. Kommunen skal finde og implementere teknologi, der bidrager til den bedste anvendelse af ressourcerne. -
Samfundsløsninger
Civilsamfundet er en vigtig del af fremtidens velfungerende samfundsmodel. Det private erhvervsliv leverer også løsninger, der kan understøtte de ældre borgeres liv. Vi skal finde nye løsninger og nye samarbejder på tværs af traditionelle sektorer og med andre aktører, fx pensionsselskaber, Ældre Sagen eller Røde Kors.
De fire elementer skal spille sammen. Det er en dynamisk model, hvor elementerne ikke kan stå alene. I nogle situationer skal alle fire elementer tænkes ind i forhold til den enkelte borger, i andre vil en eller to være vigtigere i forhold til de andre.

Læs mere om opgaveudvalget 'Fremtidens velfærdsløsninger for ældre'