Gå til hoved indhold

Genbrugsstationen er med i forsøg om genbrug af IKEA-møbler

Vestforbrænding og IKEA er gået sammen om at undersøge genbrugspotentialet af IKEA-møbler, der smides ud på Gentofte Kommunes genbrugsstation. De næste seks måneder vil du derfor kunne aflevere dine genbrugelige IKEA-møbler i en særlig forsøgscontainer.

De afleverede møbler vil blive hentet af personale fra IKEA Cirkulär, som sørger for, de bliver sorteret, rengjort og solgt som brugte møbler i IKEA Gentofte.

IKEA vil i samme forbindelse sørge for at møblerne bliver registreret og vejet, og Vestforbrænding vil bruge disse informationer til at vurdere genbrugspotentialet af IKEA-møbler på genbrugsstationerne.

Vestforbrænding har et strategisk mål om at udsortere 30.000 tons til genbrug i 2030 og i den forbindelse er det relevant at se nærmere på mængden af møbler, der bliver afleveret på en kommunal genbrugsstation.

Vestforbrænding og IKEA håber, at deres samarbejde vil inspirere andre virksomheder og organisationer til at samarbejde om at øge genbrug og mindske affaldsmængderne. IKEA har lavet lignende samarbejder med genbrugsstationer i Norge og Sverige, hvor resultaterne har været flotte.

Hvilke møbler indgår i forsøget?

De IKEA-møbler, der indgår i forsøget, er borde, reoler, små skabe, upolstrede stole, kommoder, skænke, vitrineskabe, skuffeelementer og entrémøbler.

Møblerne skal være funktionsdygtige og uden skader, men de må gerne have lettere slitage og brugsspor.

Hvor skal møblerne afleveres?

Møblerne skal afleveres i en blå forsøgscontainer, som er opstillet i midten af genbrugsstationen foran mandskabshuset. Møblerne skal sættes helt ind i containeren.