Gå til hoved indhold

Gentofte inviterer alle til flere udendørs aktiviteter

Udendørsaktiviteterne i Gentofte Kommune får en håndsrækning med projektet ’Stier & spor hvor du bor’, hvor nye forhindringsbaner, vandreruter og cykelruter realiseres med støtte fra Nordea-fonden.

’Stier & spor hvor du bor’ er kommet i kølvandet på Covid19, hvor langt flere borgere end tidligere kom ud i naturen. Det medførte en øget udendørsaktivitet – også for dem, som måske tidligere ikke har været så aktive – og det momentum vil man gerne holde fast i. Derfor får borgerne nu flere muligheder for motion og læring i det udendørs rum.

For at gøre kommunen mere tilgængelig, vil projektet i Gentofte bestå af seks forskellige initiativer, som aktiverer alle slags målgrupper og aldersgrupper.

  • Ny app med Natureventyr for børn.
  • Nye legeredskaber og skovfitness-bane i Holmehaven.
  • Lokalhistoriske og digitale vandreruter.
  • Find Vej – udvikling af orienteringskort og faste udendørs poster – projektet er under udvikling.
  • BørneTour er et cykelløb for nybegyndere, som afvikles i sommeren 2023 lige op til Tour de France den 11. juni.
  • Aktivitetssti ved Gentofterenden – forventet start i 2024.

Nogle af aktiviteterne vil først blive aktuelle i 2023 og 2024, mens andre allerede er kørende.

Eventyr, træningsstier og vandreruter

Helt aktuelt kan man nu downloade app’en Natureventyr, hvor man tre forskellige steder i Gentofte kan komme på eventyr med sine børn ved at følge instrukserne i app’en. Eventyrerne foregår ved Gentofte Sø, Øregårdsparken og Garderhøjfortet – og man er i gang med at tilføje yderligere to ruter, som ifølge planen skulle være klar til vinterferien 2023.

Skovfitness-banen i Holmehaven har endnu ikke har haft en officiel indvielse, men den og legeredskaberne står færdige, så man er meget velkommen til at benytte faciliteterne, hvis man kommer forbi.
De lokalhistoriske og digitale vandreruter kan findes på Gentoftes hjemmeside.

Samarbejdspartnere

Projektet vil desuden have fokus på de kommunikative virkemidler, som skal anvendes for at invitere alle borgere til at deltage i aktiviteterne og gøre dem synlige. Fritidschef i Gentofte Kommune, Stig Eiberg, uddyber:

– Vi er glade for, at Nordea-fonden vil støtte projektet og bakke op om vores ambition om at få flere ud at være aktive i det fri. I Gentofte Kommune er der utallige muligheder for at være aktiv i naturen, og vores mål med projektet er at synliggøre nogle af disse muligheder og inspirere borgerne til at komme afsted og få gode naturoplevelser i deres nærområde

Projektet ’Stier & spor, hvor du bor’ er et samarbejde mellem seks danske kommuner samt DGI, der koordinerer projektet og Syddansk Universitet, som laver følgeforskning på projekterne, så erfaringerne kan formidles til resten af landets kommuner. Projektet er støttet af Nordea-fonden med et bidrag til Gentofte Kommune på 378.000 kr.

Projektperioden løber fra juni 2022 til maj 2024.

Links