Gå til hoved indhold

Gentofte støtter Ukraine

For at markere Gentofte Kommunes sympati, støtte og opbakning til Ukraine vil Gentofte Rådhus være oplyst med farverne i det ukrainske flag fra mandag den 28. februar og en uge frem til og med søndag den 6. marts.

Vi flager ligeledes ved rådhuset med det ukrainske flag. Markeringen kommer ifm. kommunalbestyrelsens fælles udtalelse med støtte til den ukrainske befolkning.

Du kan læse de 19 kommunalbestyrelsesmedlemmers udtalelse her:

I Gentofte Kommunalbestyrelse er vi alle dybt berørte af den alvorlige og meget tragiske situation i Ukraine, og vores allervarmeste tanker går i disse dage til befolkningen i Ukraine, og naturligvis også til de ca. 100 ukrainske borgere, der bor i Gentofte.

Det glæder os meget, at så mange i Gentofte har udtrykt deres støtte og konkrete hjælp til Ukraine, og som kommune forbereder vi os naturligvis på at kunne tage imod vores del af de flygtninge, som forventeligt vil komme til Danmark.

Mange har allerede henvendt sig til kommunen, fordi de vil tilbyde privat indkvartering. Den velvilje er rørende og viser, at borgerne i Gentofte føler med Ukraine. Både i ord og handling.

Vi ved endnu ikke, hvor mange ukrainere, der kommer til landet – og hvornår vi i Gentofte kommer til at modtage flygtninge, da det er Udlændingestyrelsen, der koordinerer dette. Borgere med mulighed og interesse for at hjælpe med indkvartering kan dog allerede nu tilkendegive deres interesse via dette link: Privat indkvartering af flygtning fra Ukraine.

For at markere Gentofte Kommunes sympati, støtte og opbakning til Ukraine vil Gentofte Rådhus på Bernstorffsvej 161 blive oplyst med farverne i det ukrainske flag fra mandag den 28. februar og en uge frem til og med søndag den 6. marts. Der vil i perioden ligeledes blive flaget ved rådhuset med det ukrainske flag.