Gå til hoved indhold

Gentofte fortsat i førerfeltet i sundhed

Gentofteborgerne er ifølge Region Hovedstadens nye sundhedsprofil mere fysisk aktive, ryger mindre - og kun få har lav livskvalitet i forhold til gennemsnittet af borgerne i resten af regionen.

Resultaterne glæder udvalgsformænd, der vil holde fast i kommunens tiltag og ambitioner.

Når det kommer til sundhed og trivsel, klarer Gentoftes borgere sig generelt godt sammenlignet med naboerne i resten af hovedstadsområdet. Det viser Region Hovedstadens sundhedsprofil 2021, der hvert fjerde år tager temperaturen på sundheden blandt regionens borgere.

Sundhedsprofilen viser blandt andet, at der fra 2017 til 2021 er sket et fald i antallet af daglige rygere i region Hovedstaden fra 16 til 13 procent, og at faldet også er slået igennem i Gentofte. Her er andelen af daglige rygere faldet fra 11 til 8 procent.

Ser man på svær overvægt (BMI over 30), har Gentofteborgerne også i højere grad formået at holde fast i de sunde vaner end borgerne i regionen. I Gentofte er andelen af svært overvægtige kun steget marginalt fra 8 til 9 procent, mens andelen nu er oppe 15 procent i regionen.

Samtidig viser tallene, at Gentofteborgerne er mere fysisk aktive end borgerne i resten af regionen, da kun 13 procent her har et lavt, fysisk aktivitetsniveau, mens det samme gælder 18 procent i regionen.

- Det er dejligt at se, at vores borgere på mange parametre holder fast i en sund og aktiv livsstil, men det får os ikke til at slække på ambitionerne. Der er brug for, at vi holder fast i den positive udvikling, fx når det gælder rygning, og at vi bliver ved med at sikre gode fritids- og motionsmuligheder for borgerne, så endnu flere kan leve sunde og aktive liv, siger Katja Johansen, der er formand for Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget i Gentofte Kommune.

Også andelen af borgere med dårlig eller meget dårlig livskvalitet er lavere i Gentofte end i regionen. I Gentofte er tallet på 4 procent, mens det samme gælder 5,2 procent i regionen.

Forældre bør gå forrest

Et af de områder der ifølge Katja Johansen fortsat kræver kommunens fulde opmærksomhed, er på alkoholområdet. Her viser tallene, at gentofteborgerne fortsat er lidt mere villige til at sætte alkohol på bordet end borgerne i resten af regionen.

Mens alkoholindtaget i regionen samlet set er faldet siden sidste sundhedsprofil, er udviklingen gået den anden vej i Gentofte.

For eksempel er andelen af de 35-64 årige, der drikker over 14/21 genstande om ugen (M/K), steget fra 5 til 6 procent og fra 14 til 17 procent blandt borgere over 65 år.
Omvendt siger tallene, at rusdrikkeret er faldet lidt blandt de 16-34 årige.

- Det er svært at ændre en alkoholkultur, og hvis vi ønsker et samfund, hvor færre unge drikker og har en senere alkoholdebut, så er det en ekstra udfordring, hvis vi voksne ikke er klar til at gå forrest som rollemodeller, siger Katja Johansen og fortsætter:

- Så vi skal holde fast i debatten om, hvor meget alkohol skal have lov at fylde i vores lokalsamfund.

Pandemi har øget stress og ensomhed

Andre kategorier, der vækker opsigt i sundhedsprofilen, er stress og ensomhed. Her er tallene steget både i regionen og i Gentofte - og især blandt de yngre. Forskerne bag sundhedsprofilen peger på, at en del af udviklingen skal tilskrives coronapandemien, der lukkede det danske samfund ned i flere perioder.

Blandt de 16-34 årige er ensomhed steget fra 8 til 20 procent i Gentofte, mens tallet for stress er steget fra 28 til 39 procent.

Ifølge formanden for Børneudvalget, Andreas Weidinger, der også er formand for et opgaveudvalg, der skal finde løsninger til at fremme unges trivsel, bekræfter de nye tal nødvendigheden af at Gentofte fortsætter og styrker indsatsen for unges trivsel.

- Coronakrisen har ført til mere ensomhed på grund af, at mange unge i højere grad har været afskåret fra at se deres venner og indgå i fællesskaber i kommunen. Det er et problem og gør kun vores arbejde for unges trivsel endnu mere relevant, siger Andreas Weidinger og fortsætter:

- For os er opgaven med at sikre trivslen for alle unge ikke ny, og vi ved, at vi hos os har en gruppe unge, der for eksempel føler sig pressede af en perfektheds- og præstationskultur. Der skal konkrete forandringer til politisk, i skoler og fritidslivet, og det er netop dét, vi arbejder med i Opgaveudvalget for Unges Trivsel - sammen og hver for sig.

Opgaveudvalget 'Unges trivsel - sammen og hver for sig anbefaler inden sommer deres anbefalinger til Kommunalbestyrelsen. Det sker på et møde i april, hvor opgaveudvalget vil præsentere deres forslag til, hvordan man kan støtte og styrke unge til at håndtere præstations- og perfekthedskulturen.

Læs mere om Sundhedsprofil 2021 på Region Hovedstadens hjemmeside 

Fakta om undersøgelsen

Det er femte gang, der udarbejdes en sundhedsprofil i Region Hovedstaden. Formålet med sundhedsprofilen er at belyse, hvordan det går med trivsel, sundhed og sygdom blandt borgerne i regionen og kommunerne - og følge udviklingen over tid.

Sundhedsprofilen viser, hvilke sundhedsmæssige områder, der er potentiale i at forbedre og hvilke grupper, der er væsentlige at have fokus på, når sundhedsindsatser tilrettelægges. Gentofte Kommune arbejder målrettet på at skabe rammer og tilbud, der fremmer borgernes sundhed, og sundhedsprofilen er et af redskaberne i dette arbejde.
Det er alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, der har gennemført undersøgelsen på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundhedsministeriet samt Finansministeriet.

Undersøgelsen til Sundhedsprofil 2021 blev gennemført i perioden 5. februar til 12. maj 2021. I denne periode modtog over 100.000 tilfældigt udvalgte borgere på 16 år eller derover i Region Hovedstaden et spørgeskema om trivsel, sundhed og sygdom. I alt 56.245 borgere (54.9%) besvarede spørgeskemaet. I Gentofte Kommune fik 4.900 borgere tilsendt spørgeskemaet, hvoraf 56,3% besvarede det.