Gå til hoved indhold

Generøs donation fra Ny Carlsbergfondet til skulpturhave af Tal R ved Kulturskolerne

Fem skulpturer af den internationalt anerkendte kunstner Tal R i en sanselig have: Det vil i fremtiden møde den, der lægger vejen forbi Kulturskolerne, takket være en donation fra Ny Carlsbergfondet.


Bag hækken og flisegangen ligger den smukke palævilla trukket tilbage fra vejen: På Duntzfelts Allé 8 ligger Kulturskolerne og her kommer årligt tusindvis af børn og unge til undervisning i Gentofte Musikskole, Dramaskolen, Billedskolen og Forfatterskolen eller til kunstmøder i Kulturpakker med skole eller dagtilbud.

Men den ordinære hæk er snart fortid, for en donation fra Ny Carlsbergfondet har gjort det muligt at transformere pladsen foran huset, så kreativiteten rækker helt ud på fortovet: En skulpturhave med fem skulpturer af den internationalt anerkendte kunstner Tal R skal åbne huset og forbinde ude og inde. Et helt nyt byrum til inspiration, ro og kreativitet er på vej i Gentofte.

Om Tal Rs skulpturhave

Den 300 m2 store skulpturhave har bænke, som inviterer ind fra gaden, og stier, der leder til havens nicher. Havens fem skulpturer kan opleves fra et væld af vinkler: Formsproget er uhøjtideligt og peger både bagud til en mere klassisk skulpturtradition og ind i en hverdag, hvor livet er i bevægelse og hvor der er plads til at fabulere - som på Kulturskolerne: En person bagvendt på en hest, en dreng i Adidas-bukser på vej, en danser, et fabeldyr og en skytte med bue og pil. Æbletræer i forskellige sorter, stiliserede enge, bænke og brudte hække skal både favne biodiversitet og understrege årstidernes foranderlighed.

Gentofte Kommune forventer, at Skulpturhaven kan være klar i efteråret 2022. Fremover skal Skulpturhaven spille aktivt ind i Kulturskolernes undervisning og i kulturlivet i lokalområdet.

Forbilledligt samarbejde

Ulla Clausen, leder af Kulturskolerne i Gentofte, siger:

- Vi er utroligt taknemmelige for og stolte over projektet. Vi har længe ønsket at åbne vores bygning på Duntzfelts Allé, så den kreative puls bliver synlig og mærkbar, og det kan vi nu. Projektet har fået en vægt og en skala, som vi kun turde drømme om, og samarbejdet mellem fond, kunstner, kulturinstitution og kommune har været forbilledligt. Med haven og de fem skulpturer vil der være uanede muligheder for at arbejde kreativt og for at binde Kulturskolerne tættere sammen med kunst- og kulturinstitutionerne i området.

Christine Buhl Andersen, forkvinde for Ny Carlsbergfondet, siger:

- Vi ser et klart potentiale i projektet, for Kulturskolerne er en central kommunal institution. Her møder mange børn og unge kunsten for første gang, og vi vil gerne støtte ønsket om at styrke stedets synlighed. Tal Rs skulpturer appellerer til fantasien, rummer et hav af referencer og favner en vigtig diversitet i vores samfund.

Tal R, billedkunstner, siger:

- Jeg ønsker, at de mennesker, der opholder sig i haven, får åbnet deres tanker og måske endda snubler lidt i dem, sådan at de ser verden på ny. Haven med dens skulpturer bliver en særlig storslået korridor ind til Kulturskolerne - et sted, der repræsenterer andre muligheder, og hvor unge mennesker udvikles og lever.

Borgmester Michael Fenger siger:

- Med donationen fra Ny Carlsbergfondet får vi et moderne, kulturelt byrum. Den nye skulpturhave bliver et vigtigt omdrejningspunkt for vores kulturliv, og det glæder mig især, at børn og unge både på Kulturskolerne og områdets mange uddannelsesinstitutioner får helt nye muligheder for at få kunst og kultur ind i hverdagen. En stor tak til Ny Carlsbergfondet og Tal R for at se mulighederne sammen med os.