Gå til hoved indhold

Flygtninge og integration

Vi arbejder med en helhedsorienteret indsats for flygtninge, da det giver det bedste udgangspunkt for en god integration i Danmark. Vi hjælper fx med bolig, uddannelse, job og kontakt til frivillige.

Ny borger i kommunen

Alle flygtninge, som flytter til Gentofte, har fået tilkendt asyl, familiesammenføring eller har fået opholdstilladelse efter særloven om fordrevne fra Ukraine. Det er Udlændingestyrelsen, der afgør, hvordan nye flygtninge skal fordeles mellem kommunerne.

Nyankomne fra Ukraine, som har fået opholdstilladelse efter særloven
Når du har fået opholdstilladelse i Gentofte Kommune vil du blive kontaktet af en eller flere medarbejdere fra kommunen, som bl.a. vil tale med dig om bolig, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, danskundervisning og job. Hvis du har børn, taler vi også med dig om dagtilbud og skole. Du vil få tilbudt en tolk, hvis du ikke taler engelsk. Vi gør alt vi kan for at behandler de mange henvendelser, så hurtigt som muligt.

Hvis du er i tvivl om kommunen har dine kontaktoplysninger, så send os en mail på ukraine@gentofte.dk

Flygtninge skal have mulighed for at bidrage til fællesskabet med det, de kan. De skal føle sig som en værdsat del af det danske samfund. Derfor bliver flygtninge tidligt en del af en fælles indsats med blandt andet danskundervisning, jobsøgning, uddannelse, men også med adgang til det digitale Danmark. Det er fx cpr-nr., sundhedskort, læge, skattekort, NemKonto, MitID og Digital Post. 

Midlertidig bolig

Alle flygtninge, som fordeles til kommunen, får anvist en midlertidig bolig. En midlertidig bolig kan være af flere års varighed.

Kommunerne har tidligere haft pligt til at anvise flygtninge en permanent bolig ”når det er muligt”. Dette skal være en bolig, som flygtningen kan betale. Flygtninge, der er ankommet siden 1. marts 2019 skal dog selv finde permanent bolig.

Der skal betales leje- og forbrugsafgifter for boligen. Den månedlige betaling er fra den 1.1.2026:

1) Enlige med og uden børn 2.757 kr.
2) Par uden børn 5.050 kr.
3) Par med et, to eller tre børn 5.509 kr.
4) Par med fire eller flere børn 5.970 kr.
  

Afklaring til job eller uddannelse

Alle voksne flygtninge, som kommer til kommunen, får en aftale med en rådgiver i Jobcenter Gentofte. Jobcentret afklarer kompetencer og indsats i forhold til uddannelse og beskæftigelse, sætter selvforsørgelses- og hjemrejseydelse i gang, visiterer til danskundervisning og udformer en kontrakt. Efter behov henvises til vurdering af helbred hos egen læge.

I følge lov om aktiv socialpolitik udgør selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen den 1.1.2022 følgende:

  • Forsørger, enlig: 12.456 kr.
  • Forsøger, gift: 8.716 kr.
  • Fyldt 30 år og udeboende under 30 år: 6.228 kr.
  • Hjemmeboende under 30 år: 2.683 kr. 

Der skal betales skat af ydelsen.

Børn

Børn og unge under 18 år skal enten i daginstitution, skole eller et andet tilbud, som passer til dem. Det sker gennem kommunens Videnscenter for Tosprogede (ViTo). Alle børnefamilier kan få støtte fra en medarbejder i kommunens familiecenter. Støtten varer i tre år.

Uledsagede børn og unge

Børn og unge, der kommer som flygtninge uden forældre, betegnes som uledsagede flygtninge. De får alle tilbudt en frivillig værge hos Røde Kors Gentofte, som fungerer som en værge i kontakten med myndighederne. Uledsagede børn og unge bor for det meste på en døgninstitution eller i netværkspleje.

Civilsamfundet støtter flygtninge

Der er flere frivillige organisationer, der gør en indsats for kommunens flygtninge, og der er flere muligheder for at yde en frivillig indsats:

Bliv frivillig et par timer om måneden

Netværkshuset

I Netværkshuset, som er en del af Dansk Flygtningehjælp, er der også mange muligheder for at yde en frivillig indsats både for en afgrænset periode eller over længere tid - og der er altid plads til nye, som vil give en hånd med. Du kan fx:

  • Blive Venskabsfamilie med en ukrainsk familie
  • Tilbyde lektiehjælp
  • Øve dansk
  • Deltage i fællesspisning
  • Hjælpe med at lægge budget og forstå officielle breve
  • Istandsætte cykler
  • Planlægge og deltage i udflugter i lokalområdet. 

Læs mere om Netværkshuset i Gentofte

Startbiksen

Startbiksen mangler frivillige, som kan hjælpe til et par timer en gang om måneden eller hver anden lørdag kl. 10-12. Startbiksen er et sted, hvor flygtninge gratis kan hente møbler og andet mindre inventar til at gøre deres bolig mere personlig. Startbiksen har adresse på Teglgårdsvej 21B, 2920 Charlottenlund. Det giver mening og du bliver en del af et lokalt fællesskab. Skriv til: koordination@netvaerkshuset.dk, hvis du vil høre mere.

Frivilligcenter Gentofte

Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte koordinerer den frivillige indsats omkring ukrainske flygtninge, i samarbejde med de andre aktører, som fx Netværkshuset, Røde Kors og andre i kommunen. 

Læs mere om Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte

Røde Kors Gentofte

Du kan også blive frivillig i Røde Kors Gentofte, som hjælper og støtter ukrainere på flere måder. Du kan  fx støtte til nybagte, sårbare forældre, give en hånd med i genbrugsbutikkerne på Strandvejen eller blive frivillig værge for en ung. Læs mere om de mange muligheder og aktiviteter i Røde Kors Gentofte.

Læs mere om Røde Kors Gentofte