Kultur og fritid skaber fællesskaber i hverdagen
Kultur- og fritidslivet er en central del af hverdagen i Gentofte. På biblioteker, i kulturhuse og foreninger, i idræts- og fritidslivet, de frivillige fællesskaber og de kulturhistoriske tilbud mødes borgere på tværs af alder, interesser og livssituation. Her får bydelene liv gennem aktiviteter, oplevelser og engagement, og borgere kan gennem hele livet opleve, deltage og bidrage. Området er samtidig en vigtig del af kommunens fælles velfærdsinfrastruktur, fordi det skaber åbne veje ind i fællesskaber og binder kommunale tilbud, civilsamfund og borgernes egne initiativer tættere sammen.
Forligspartierne ønsker derfor at fastholde og udvikle de rammer, hvor kultur og fritid skaber livskvalitet, deltagelse og tilhørsforhold. Indsatserne understøtter ambitionen om, at flere børn og unge er aktive i fællesskaber i deres fritid, at børn og unge møder professionel kunst og kultur som en naturlig del af deres hverdag, og at kultur- og fritidslivet bidrager til et aktivt hverdagsliv og levende bydele for alle generationer. Det er en investering i både trivsel, dannelse, demokratisk deltagelse og forebyggelse, fordi stærke fællesskaber gør det lettere for flere at høre til, tage del og bidrage.
Børnekultur styrker fællesskaber
Forligspartierne ønsker at fastholde 0,7 mio. kr. årligt i 2027 og frem til Børnekultur styrker fællesskaber. Bevillingen afspejler et fortsat politisk fokus på, at børn og unge møder professionel kunst og kultur som en naturlig del af deres hverdag. Indsatsen understøtter fælles kulturoplevelser, kreativ udfoldelse og deltagelse på tværs af dagtilbud, skole og fritidsliv.
Når børn møder kunst og kultur tæt på deres hverdag, får de sprog, fantasi og erfaringer med at være en del af noget fælles. Derfor videreføres arbejdet med blandt andet kulturpakker, kompagnonordning, samt lokale koraktiviteter, der gør adgangen til kunst og kultur bredere og mere lige. Arbejdet skal også styrke samarbejdet mellem kulturområdet, dagtilbud, skoler, forældre og lokale kulturaktører, så børn og unge ikke alene møder kultur som enkeltstående oplevelser, men som en del af deres dannelse, fællesskaber og hverdagsliv.
Unge på bibliotekerne
Forligspartierne sætter pris på bibliotekernes arbejde med unge og viderefører derfor bevillingen med 0,45 mio. kr. årligt i 2027 og frem. Bevillingen skal sikre, at bibliotekerne fortsat kan udvikle relevante tilbud og aktiviteter for unge og fungere som åbne kultur- og videnssteder med adgang til litteratur, viden, kultur og fællesskab. Med et aktuelt fokus på læsning, læsekultur og læsefællesskaber kan bibliotekerne møde unge både gennem aktiviteter i biblioteksrummene og gennem udadvendte aktiviteter og samarbejder med blandt andet ungdomsuddannelserne.
Bibliotekerne skal være præstationsfrie og trygge rum, hvor unge kan tage del i fællesskaber, udvikle egne kulturinitiativer og møde litteratur, viden og voksne, der kan understøtte deres deltagelse. Det styrker bibliotekernes rolle som lokale mødesteder i bydelene og som fleksible kulturtilbud, der kan møde unge dér, hvor de allerede er.
Garderhøjfortet får forlænget øget driftstilskud
Forligspartierne forlænger det øgede driftstilskud til Garderhøjfortet med 0,1 mio. kr. årligt i 2027 og frem. Bevillingen bidrager til at fastholde fortet som et kulturhistorisk tilbud med formidling og aktiviteter for børn, unge og familier. Forlængelsen sikrer kontinuitet, men der skal fortsat være fokus på den langsigtede udvikling af fortets formidling, besøgstal og en bæredygtig drift.
Frivilligcenter Gentofte har en central rolle i vores fællesskab
Forligspartierne vil afsætte 0,75 mio. kr. årligt i 2027 og frem til Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte. Bevillingen styrker et center, som allerede har en central rolle i kommunens arbejde med frivillighed, sociale fællesskaber, selvhjælp, integration og støtte til borgere, der har brug for en vej ind i fællesskaber. Bevillingen skal skabe kontinuitet og rum for udvikling i arbejdet.
En vigtig del af styrkelsen handler om at afbøde konsekvenserne af børnefattigdom. Børn og unge skal så vidt muligt have adgang til fritids-, kultur- og fællesskabsaktiviteter, også når familiens økonomi gør deltagelse vanskelig. I tæt samarbejde med kommunen, skoler, dagtilbud, det boligsociale arbejde, lokale foreninger og andre aktører kan Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte bidrage til konkret og lokal støtte, der både hjælper her og nu og bygger bro til mere varige fællesskaber.
Prioriteringen skal derfor ses som en styrkelse af en samlet indsats, hvor civilsamfundets ressourcer kobles tættere til kommunens arbejde og til de behov, som børn, unge og familier møder i hverdagen. Det giver bedre mulighed for at tænke frivillighed, selvhjælp, integration, sociale fællesskaber og børns deltagelsesmuligheder sammen.
Vi skaber bedre muligheder for en sund og aktiv hverdag
Forligspartierne ønsker at styrke et aktivt fritidsliv, hvor flere borgere kan bevæge sig, være en del af stærke fællesskaber og bruge kommunens idræts- og bevægelsesmuligheder gennem hele livet. Fritidslivet er en vigtig del af den fælles velfærd i Gentofte. Det er her børn og unge møder voksne, der ser dem. Det er her foreninger skaber tilhørsforhold og ansvar. Det er her seniorer finder nye veje ind i aktive fællesskaber, og hvor borgere i alle aldre kan dyrke motion, mødes og høre til.
Derfor prioriterer forligspartierne både de store rammer, de nære muligheder og de mennesker, der får fritidslivet til at leve. Med budgetaftalen investeres der i moderne idrætsfaciliteter, lokale udfoldelsesmuligheder, stærkere foreningsliv og lettere adgang til bevægelse for flere. Det handler ikke kun om anlæg og kapacitet, men om livskvalitet, sundhed, deltagelse og fællesskaber i hverdagen.
Den mest markante satsning er udviklingen af Gentofte Sportspark. Med baggrund Idrættens Facilitetsstrategi, der er vedtaget i 2025, har forligspartierne aftalt en ambitiøs udvikling af Gentofte Sportspark. Med ny svømmehal, modernisering af ishallen, bedre sammenhæng i området og kommende idrætsfaciliteter tager forligspartierne et historisk skridt for idræts- og fritidslivet i Gentofte. Sportsparken skal være et samlingspunkt for hele kommunen: et sted, hvor børn lærer at svømme, unge finder holdkammerater og fællesskab, foreninger kan vokse, familier mødes, og borgere i alle aldre får lyst til at bevæge sig. Det er en investering i sundhed og kapacitet, men først og fremmest i fællesskab, tilhørsforhold og stolthed over det lokale fritidsliv.
Vi skaber plads til mere fodbold og foreningsliv
Forligspartierne ønsker at give fodbolden bedre rammer og skabe mere plads til børn, unge og voksne i et aktivt foreningsmiljø. Derfor afsættes 9,0 mio. kr. i 2028 til en ny kunstgræsbane til B1903 og 0,1 mio. kr. årligt i 2029og frem til den afledte drift. B1903 er vækstet kraftigt de seneste tre år, og den nye bane skal øge kapaciteten og give bedre muligheder for træning og kampe og styrke de fællesskaber, der hver uge samler børn, unge, frivillige og familier omkring fodbolden.
Forligspartierne beder samtidig forvaltningen om at undersøge alternative muligheder for at anlægge en bane til helårsbrug uden brug af kunstgræs.
Vi sikrer bæredygtige kunstgræsbaner
I GVI og HIK er to kunstgræsbaner nedslidte som følge af mange brugere og intensiv anvendelse. Forligspartierne prioriterer derfor, at banerne renoveres, så de fortsat kan understøtte det lokale foreningsliv og sikre gode og trygge rammer for børn, unge og voksne, der bruger faciliteterne i hverdagen. Der afsættes 10 mio. kr. i 2027 til renoveringen af de to baner.
Renoveringen indebærer samtidig et skift til et mere miljøvenligt infill. Gummigranulat erstattes af kork, som på nuværende tidspunkt vurderes at være det bedste alternativ. Da kork er et naturprodukt, understøtter løsningen samtidig forligspartiernes ønske om at kombinere investeringer i stærke idrætsfaciliteter med en mere bæredygtig udvikling. Der afsættes 0,1 mio. kr. til den afledte drift i 2028 og frem.
Vi bygger bro mellem seniorer og fritidsliv
Mange seniorer har både lyst, ressourcer og motivation til at tage del i fællesskaber, men det kræver ofte en aktiv brobygning at finde det rette tilbud og tage det første skridt. Forligspartierne afsætter 0,6 mio. kr. årligt i 2027-2030 til at bygge bro mellem seniorer, foreninger, fritidsliv og øvrige kommunale indsatser f.eks. gennem vejledning, introduktionsforløb og følgeskab til aktiviteter. Et øget samarbejde med foreningslivet skal bidrage til, at flere får adgang til meningsfulde aktiviteter, der styrker både fysisk og mental sundhed, forebygger ensomhed og understøtter et aktivt hverdagsliv gennem hele livet.
Vi gør det lettere at få motion i hverdagen
Forligspartierne ønsker at bakke op om de mange borgere, der dyrker motion på egen hånd. Derfor afsættes 1,6 mio. kr. i 2028 til flere udendørs gymnastikredskaber og aktivitetszoner, så kommunen får et mere fintmasket net af åbne og lettilgængelige muligheder for bevægelse. Det skal være let at være aktiv i hverdagen, også uden medlemskab, faste tider eller særlige forudsætninger. Investeringen skal styrke den selvorganiserede motion, skabe liv i byens rum og give borgere i alle aldre flere muligheder for at bevæge sig tæt på deres hverdag.
Gentofte Sportspark skal være levende samlingspunkt for bevægelse og fællesskab
Forligspartierne vil støtte udviklingen af Gentofte Sportspark som et sammenhængende, attraktivt og levende idrætsmiljø med bedre rammer for både foreningsliv, undervisning, offentlig adgang, selvorganiseret aktivitet og tilskuere. Forligspartierne vil derfor afsætte midler til både ishal, svømmehal, idrætsfaciliteter og tribuneområdet.
Ishal 1 er en central ramme for isidrætten i Gentofte, men hallen er nedslidt og skal moderniseres, hvis den også fremover skal være et stærkt samlingspunkt for ishockey, kunstskøjteløb og fritidsbrugere. Forligspartierne afsætter derfor midler til at renovere og fremtidssikre ishallen som en vigtig del af den samlede udvikling af Gentofte Sportspark. Forligspartierne afsætter 8,0 mio. kr. i 2027, 56,0 mio. kr. i 2028 og 56,0 mio. kr. i 2029.
Forligspartierne ønsker at give svømningen bedre vilkår i Gentofte. Med en ny svømmehal i Gentofte Sportspark skabes der bedre kapacitet og stærkere rammer for svømning og andre vandaktiviteter. Svømmehallen bliver et centralt løft af kommunens fritidsliv og en vigtig del af ambitionen om at gøre Sportsparken til et levende samlingspunkt for bevægelse og fællesskab. Forligspartierne afsætter 10,0 mio. kr. i 2027, 30,0 mio. kr. i 2028 og 150,0 mio. kr. årligt i 2029-2030
Forligspartierne afsætter 2,0 mio. kr. i 2029 og 14,0 mio. kr. i 2030 til at forberede arealer og infrastruktur til kommende idrætsfaciliteter i tilknytning til den nye svømmehal. Det skal sikre, at de næste skridt i udviklingen af Sportsparken kan tænkes sammen fra begyndelsen, så nye faciliteter ikke står alene, men bliver en del af et samlet idrætsmiljø med bedre adgang, sammenhæng og fællesskab.
Forligspartierne ønsker, at Gentofte Sportspark også skal være et sted, hvor fællesskabet omkring idrætten får bedre rammer. Derfor afsættes 10,0 mio. kr. årligt i 2029 og 2030 til udvikling af tribuneområdet. Investeringen skal forbedre oplevelsen for tilskuere, brugere og foreninger og bidrage til, at Sportsparken opleves mere samlet, indbydende og levende.
Gentofte Sportspark rummer mange bygninger og udendørs idrætsanlæg, der spiller en central rolle for både foreninger, skoler og borgere. Forligspartierne ønsker med bevillingen at videreføre den påbegyndte vedligeholdelsesindsats for at sikre, at sportsparken også fremover kan leve op til de krav, der stilles til et moderne, attraktivt og driftssikkert idrætsanlæg. Der afsættes 5,45 mio. kr. i 2027, og 6,0 mio. kr. årligt i 2028 -2030.
Frivillige trænere er vigtige for foreningslivet
Trænerne er ofte de vigtigste voksne i børns og unges møde med foreningslivet. Det er trænerne, der skaber den gode velkomst, sætter tonen for fællesskabet og er med til at afgøre, om børn og unge føler sig set, får lyst til at blive og trives i foreningen. Forligspartierne afsætter derfor 0,1 mio. kr. årligt i 2027-2030 til udvikling af frivillige trænere. Med bevillingen ønsker forligspartierne at sende et tydeligt signal om, at stærke trænere er en investering i stærkere foreninger. Midlerne skal understøtte arbejdet med trænerudvikling og samle mere viden om, hvordan trænerrollen kan styrke deltagelse, trivsel og fastholdelse, så borgere i alle aldre oplever foreningslivet som et trygt, motiverende og inkluderende fællesskab.
Vi bakker op om det historiske spejderliv
Gentofte er historisk forbundet med spejderbevægelsen, og Forligspartierne bakker op om den lokale forening ’Spejderliv før og nu’s arbejde med at skabe et museum, så Det Dansk Spejderkorps store historiske samling kan åbnes for offentligheden i et aktivt formidlingsformat. Partierne vil for at støtte arbejdet med at skaffe økonomisk støtte til projektet fra bl.a. fonde tilkendegive, at Hellerup Kapel vil blive stillet vederlagsfrit til rådighed for foreningen.
Børn og unges fritid – fællesskaber og deltagelse
Børn og unges deltagelse i fritidslivet grundlægges tidligt i børns liv, og børne og unge der deltager i fritidslivet, har generelt en bedre trivsel end børne og unge, der ikke deltager.
Forligskredsen er optaget af, at alle børn og unge skal have mulighed for at være en del af meningsfulde fællesskaber i deres fritid. Derfor er der interesse i at undersøge hvorfor nogle børn og unge ikke deltager i de etablerede tilbud, og hvilke mulige barrierer, som kan begrunde, at de ikke deltager i GFO, klubber, ungdomsskole, kultur-, idræts- og foreningsliv samt andre fællesskaber, private såvel som offentlige.
Forligskredsen ønsker også at undersøge, hvordan der kan skabes forbedringer, der gør at flere unge deltager i fritidslivet via eks. brobygning, tilgængeliggørelse, bedre rammer, samarbejde og nye deltagelsesmuligheder ind i nuværende eller nye relevante tiltag og fællesskaber.
Arbejdet skal ske via borgerrettede initiativer som opgaveudvalg eller lignende, hvor relevante parter inviteres til at dele deres erfaringer og idéer og komme med anbefalinger til, hvordan vi udvikler vores fritidsliv i Gentofte.
Vi skaber bedre rammer for gode ungeliv
Alle unge skal have mulighed for at leve gode ungeliv, der giver et stærkt afsæt for voksenlivet. Unges trivsel formes i hverdagen, i fællesskaberne og i samspillet mellem unge selv, forældre, skoler, ungdomsuddannelser, civilsamfund og kommunen. Forældre og andre betydningsfulde voksne spiller en særlig rolle i at skabe tydelige rammer, fælles normer og støtte, når ungelivet bliver svært. Derfor handler ungeområdet ikke alene om enkelte tilbud, men om de samlede rammer omkring unges hverdagsliv, tilhørsforhold, karakterdannelse og mulighed for at tage del i forpligtende fællesskaber.
Forligspartierne ønsker at fastholde en tydelig politisk forpligtelse til arbejdet med at fremme unges trivsel og forebygge mistrivsel. Det kræver et langt sejt træk og et tæt tværgående samarbejde, hvor alle aktører tager ansvar for de rammer, relationer og fællesskaber, som unge møder i deres hverdag. Arbejdet skal bygge videre på den fælles ambition om at styrke unges trivsel gennem strukturelle tiltag, hvor kommune, familier, skoler, ungdomsuddannelser, fritidsliv og civilsamfund trækker i samme retning.
Gode ungeliv handler også om, at alle unge har mulighed for at vælge en uddannelse, der matcher deres interesser, styrker og fremtidsdrømme. Forligspartierne vil derfor arbejde aktivt for at tiltrække den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse, epx, til Gentofte med en ambition om placering på Gentofte HF. Her kan uddannelsen bygge videre på et stærkt ungdoms- og uddannelsesmiljø og udvikles i tæt samarbejde mellem ungdomsuddannelserne, kommunen og erhvervslivet. En epx i Gentofte skal give flere unge attraktive uddannelsesveje tæt på deres hverdag og styrke Gentofte som uddannelsesby.
Budgetaftalens konkrete bevillinger understøtter den samlede retning gennem fire spor: unges demokratiske stemme, adgang til viden og rådgivning om sundhed og relationer, et målrettet spor om digitale vaner, skærmbrug og sociale medier samt trygge og fællesskabende rammer omkring sidste skoledag.
Fælles for sporene er, at de skal give unge bedre muligheder for indflydelse, støtte, deltagelse og fællesskab i overgangen fra barn til ung og videre mod voksenlivet.
Vi etablerer et nyt Ungeråd
Forligspartierne afsætter 0,475 mio. kr. årligt i 2027-2030 til etablering af et Ungeråd. Ungerådet skal give unge en tydeligere stemme i Gentofte Kommune og sikre, at unges perspektiver kan indgå i udviklingen af politik og indsatser, der vedrører ungelivet. Samtidig skal Ungerådet styrke unges demokratiske deltagelse, lokale engagement og mulighed for at bidrage med erfaringer fra deres hverdag. Et Ungeråd skal være en ramme for demokratisk dannelse, indflydelse, ansvar og dialog mellem unge og det politiske niveau.
Forvaltningen vil løbende orientere Kultur, - Unge- og Fritidsudvalget samt Skoleudvalget om indsatsen.
Indsatsen for unges seksuelle sundhed styrkes
Forligspartierne viderefører og styrker indsatsen for unges seksuelle sundhed. Der afsættes samlet 1,0 mio. kr. årligt i 2027-2030, der skal sikre, at unge fortsat har adgang til viden, rådgivning og målrettet støtte. Indsatsen skal ses i sammenhæng med det bredere arbejde med unges trivsel, grænser, relationer og sundhed. Indsatsen skal bidrage til, at unge kan få kvalificeret rådgivning i trygge rammer og mødes med viden, der understøtter gode valg, sunde relationer og respekt for egne og andres grænser.
Forvaltningen følger løbende op på indsatsen via kvartalsrapporter til Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget.
Vi vil skabe en tryg og fælles sidste skoledag
Forligspartierne afsætter 1,1 mio. kr. årligt i 2027-2028 til at styrke rammerne omkring sidste skoledag. Sidste skoledag er en vigtig begivenhed for mange unge, og forligspartierne ønsker at skabe bedre muligheder for fælles oplevelser og positive fællesskaber på dagen. Midlerne skal anvendes til et fælles alkoholfrit arrangement om eftermiddagen mellem skolernes markering og de private aktiviteter om aftenen, så flere unge får mulighed for at deltage i et attraktivt og inkluderende fællesskab. Formålet er at skabe en fælles og tryg ramme i det mellemrum, hvor mange unge ellers bevæger sig fra skolens fælles markering til private aktiviteter. Indsatsen skal derfor understøtte fællesskab, tryghed og deltagelse uden at erstatte skolernes lokale traditioner eller familiernes eget ansvar.