Gå til hoved indhold

Persondata i Pleje og Sundhed

Find information om, hvordan Pleje og Sundhed behandler dine personoplysninger, hvad dine rettigheder er, og hvordan du kontakter os.

Sådan behandler vi dine personoplysninger i Pleje og Sundhed

Efter databeskyttelsesforordningen skal vi give dig en række oplysninger, når vi behandler oplysninger om dig – uanset om du selv har givet os oplysningerne, eller om oplysningerne stammer fra andre.

Gentofte Kommune er dataansvarlig

Gentofte Kommune, Pleje og Sundhed, er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig. Vores kontaktoplysninger er:
Gentofte Kommune
Pleje og Sundhed
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund
CVR-nr.: 19438414
Telefon: 39 98 00 00
Mail: plejeogsundhed@gentofte.dk 

Brug digital post, hvis din henvendelse indeholder følsomme eller fortrolige oplysninger.
Skriv ”Pleje og Sundhed” i emnefeltet.

Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiveren

Hvis du har generelle spørgsmål til vores behandling af dine oplysninger, er du velkommen til at kontakte vores databeskyttelsesrådgiver.

Du kan kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver via e-mail: databeskyttelse@gentofte.dk

Hvis du har spørgsmål til den konkrete sag, beder vi dig kontakte den afdeling, som behandler sagen.
Brug digital post, hvis din henvendelse indeholder følsomme eller fortrolige oplysninger.
Skriv ”Databeskyttelse” i emnefeltet.

Du kan også henvende dig på telefon: 39980115

Du kan læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle på Gentofte Kommunes hjemmeside

Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger

Vi behandler personoplysninger for at muliggøre og understøtte den kommunale indsats på omsorgs- og sundhedsområdet.

Vi har brug for at indhente og behandle personoplysninger for at kunne udføre sagsbehandling, levere en service eller en ydelse, som du har ret til at modtage.

Vi behandler personoplysninger i forbindelse med sager om f.eks. hjemmehjælp, pleje- og ældreboliger, hjælpemidler, træning, hjemmesygepleje, plejeorlov, rehabiliteringsophold, aflastningsophold eller boligindretning.

Vi behandler de personoplysninger, du har givet os, til følgende formål og baseret på følgende retsgrundlag:

  • Visitering og ydelse af personlig hjælp, praktisk hjælp og rehabiliteringsforløb (serviceloven)
  • Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder (serviceloven)
  • Gennemføre forebyggende hjemmebesøg (serviceloven)
  • Visitering og bevilling af varige botilbud, midlertidige plejeophold, aflastningstilbud og boligændringer (serviceloven, almenboligloven og sundhedsloven)
  • Indførelse og administration af besøgsrestriktioner på plejehjem og kontakt til administrationen.
  • Bevilling og ydelse af aktivitetstilbud og rådgivning (serviceloven)
  • Opkrævning af egenbetaling ved levering af ydelser og botilbud (serviceloven)
  • Støtte til bil (serviceloven) Visitering og udførelse af genoptræning eller vedligeholdende træning (sundhedsloven)
  • Levering af omsorg og støtte i visiteret bolig (serviceloven)
  • Bevilling og udførelse af sundhedsydelser, velfærdsteknologi og telemedicinske tilbud (sundhedsloven).
  • Afgørelser om lovligheden af magtanvendelse overfor voksne (serviceloven)
  • Flytning uden samtykke af voksne inhabile borgere til botilbud (serviceloven)
  • Ansøgning om værgemål (værgemålsloven)
  • Bisættelse af borgere, der afgår ved døden, hvis der ikke er andre, der forestår bisættelsen eller begravelse af den afdøde (begravelsesloven)
  • Bevilling af transport og post til døren (serviceloven)
  • Bevilling og udførelse af tandpleje (sundhedsloven)
  • Kommunikation om dagligdagen på kommunens botilbud til pårørende og andre via sociale medier og hjemmesider
  • Behandling og besvarelse af anmodninger om aktindsigt (forvaltningsloven, offentlighedsloven og sundhedsloven)
  • Forskning eller statistik af væsentlig samfundsmæssig betydning (lov om Danmarks Statistik § 6, Databeskyttelseslovens § 10 og Sundhedslovens § 46).

Vi behandler desuden oplysningerne ud fra databeskyttelsesforordningen artikel 6, stk. 1, litra e (behandlingen henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt) og artikel 9, stk. 2, litra f (retskrav) og h (ydelse af social- og sundhedsomsorg eller -behandling eller forvaltning af social og sundhedsomsorg og -tjenester på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret) samt behandling af oplysninger om cpr. nummer sker med henblik på entydig identifikation, jf. databeskyttelseslovens § 11, stk. 1.

Vi overfører personoplysninger til arkiv i det omfang det følger af reglerne i arkivlovgivningen, jf. databeskyttelsesloven §14.

Kategorier af personoplysninger

Vi behandler følgende kategorier af personoplysninger om dig:

  • Almindelige personoplysninger: Kontaktoplysninger (Fx navn, adresse, telefonnummer, e-mail), indkomstforhold, og forbrugsoplysninger, betalingsoplysninger, ansættelsesforhold
  • Fortrolige oplysninger: Fx, dit CPR-nummer, samt boligmæssige, familieforhold og sociale forhold mv.
  • Følsomme personoplysninger: Fx helbredsoplysninger og funktionsnedsættelse, når det har betydning for din sag. 

Foto og video kan blive brugt i forbindelse med fx genoptræning og sårpleje eller hjælpemidler og hjemmehjælp.

Videoovervågning

I en række af kommunens bygninger og idrætsanlæg bliver der foretaget videoovervågning. Videoovervågningen sker for at forebygge kriminalitet og øge trygheden for de personer, der færdes i det overvågede område. Der er opsat skiltning i henhold til tv-overvågningslovens regler, der gør opmærksom på, at der sker videoovervågning.

Læs om hvilke steder kommunen foretager videoovervågning, og hvordan kommunen behandler personoplysninger

Hvor får vi oplysningerne fra?

Personoplysningerne modtager vi enten fra dig selv, andre afdelinger i Gentofte Kommune, andre offentlige myndigheder og offentlige registre, samt privatpraktiserende læger og andre sundhedspersoner.

Modtagere eller kategorier af modtagere

Vi videregiver dine personoplysninger til følgende modtagere, hvis det er nødvendigt for, at vi kan løse vores opgaver og myndighedsarbejde:

  • Evt. partsrepræsentant, værge, fremtidsfuldmægtig eller anden fuldmagtshaver, som varetager dine interesser i sagen, fx en advokat.

  • Andre myndigheder, fx:
    - Ankestyrelsen, hvis du har klaget over en afgørelse.
    - Andre kommuner, fx ved flytning til eller ferieophold i en anden kommune.
    - Regioner, fx det behandlende sygehus, hvis du indlægges. Her videregives oplysninger om din hjælp til hjemmepleje, hjælpemidler og sundhedsydelser
    - Indberetninger til statistiske og forskningsmæssige formål, fx Danmarks statistik og Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område (VISO).

  • Til private leverandører, fx: 
    - Ved visitation til personlig pleje og praktisk hjælp og madservice, hvor du har valgt privat leverandør. Her videregives oplysninger om visitationen, dine kontaktoplysninger og oplysninger om indlæggelses- og udskrivningsdato, således vi kan sikre dig hjælpen, når du er i hjemmet. Ved madservice videregives også information om evt. allergier og kosttype.
    - Hjælpemiddelforhandlere i forbindelse med bevilling af hjælpemidler.

  • Boligselskaber og selvejende institutioner:
    Ved bevilling af bolig eller plejehjemsplads videregives oplysninger til boligforeningen eller den selvejende institution i forhold til indgåelse af lejekontrakt. Der videregives cpr. nr. og kontaktoplysninger. Når det er relevant, videregives også værgemål/fremtidsfuldmagt.

  • Privatpraktiserende sundhedspersoner, fx egen læge og speciallæger

  • Kommunens eksterne revision

Herudover benytter Gentofte Kommune en række it-leverandører (databehandlere), der behandler oplysningerne på kommunens vegne, fx KMD, der leverer kommunens omsorgssystem KMD Nexus.

Opbevaring af dine personoplysninger

Gentofte Kommune opbevarer dine oplysninger, indtil de skal arkiveres eller kasseres efter reglerne i arkivloven, eller i øvrigt kun så længe de er nødvendige til de(t) formål, hvortil oplysningerne behandles.

Opbevaringsperioden er normalt 5 år fra afslutningen af sagen eller 10 år, hvis der er tale om oplysninger behandlet i henhold til sundhedsloven.

Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig.

Hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder, kan du kontakte os

Ret til at se oplysninger (indsigtsret)

Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger.

Ret til berigtigelse (rettelse)

Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet.

Ret til sletning

I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræder.

Ret til begrænsning af behandling

Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.

Ret til indsigelse

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores behandling af dine personoplysninger.

Læs om dine rettigheder på Datatilsynets hjemmeside 

Klage til Datatilsynet

Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på.

Find Datatilsynets kontaktoplysninger