En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft en gang i fremtiden, hvis du bliver syg eller svækket og mister evnen til selv at tage vare på dine økonomiske eller personlige forhold. Du vælger selv, hvad en fremtidsfuldmagt skal indeholde.
Selvom du opretter fremtidsfuldmagten i dag, vil den først kunne sættes i kraft og virke, hvis du ikke længere kan varetage dine forhold på de områder, som er omfattet af fremtidsfuldmagten. Det kan ske, hvis du en dag bliver syg, mentalt svækket eller lignende.
Du skal være opmærksom på at fuldmagten skal tinglyses.
Når du som fuldmagtsgiver møder op ved notaren og bekræfter fremtidsfuldmagten, skal du betale en retsafgift.
Når du som fremtidsfuldmægtig anmoder om at få sat fremtidsfuldmagten i kraft, skal der betales et gebyr til Familieretshuset.
Læs mere om fremtidsfuldmagter på Familieretshusets hjemmeside eller via borger.dk.