Gå til hoved indhold

Programmet til GentofteNatten 2026 er klar

Masser af musik. Kunst i verdensklasse. Stjerner på himmelen, ny litteratur, film og en særlig populær kat. GentofteNatten folder kulturen ud i hele kommunen og inviterer til oplevelser for både børn og voksne

Kulturlivet stortrives i Gentofte, og nu er programmet klar til den helt store aften:

GentofteNatten er fredag den 6. marts.

Musik til natten

Musikken spiller en hovedrolle til GentofteNatten og det er for alle aldre, og der er både store koncertoplevelser og mere intime, stemningsfulde øjeblikke. På Gentofte Hovedbibliotek er der familiekoncert med trioen På Tirsda’ På Tirsda’, der leger sig gennem den danske jazzhistorie. Senere på aftenen kan I opleve Concord Brass Band - Danmarks ældste og regerende danmarksmestre, som leverer ikonisk filmmusik for fuld udblæsning. 

I Netværkshuset er kan du høre ukrainiske toner, når Duo Kraynebo indtager scenen, og på Gentofte Rådhus er der traditionen tro forårskoncert med Publikumsorkestret, som, sammen med en række skandinaviske solister, spiller smukke musikstykker, du hellere end gerne må synge med på. 

I kirkerne står aftenen på både gospel og klassisk musik. I Gentofte Kirke giver konfirmanderne gospelkoncert, og i Vangede Kirke giver nogle af landets førende orkestermusikere en vidunderlig koncert med Mozarts smukke kvintet for klaver og blæsere. I Jægersborg Kirke synger det rytmiske kvindekor Vocal Frostbite a cappella, mens Dyssegårdskirken inviterer til en hyggelig og uformel aften med fællessang fra Højskolesangbogen. I Hellerup Kirke høre om kirkens historie og opleve et musikalsk program med kendte og elskede salmer.

Er du mere til elektronisk musik? Så kan du glæde dig til at høre et spirrende stjerneskud på den danske jazz og elektro-pop scen: Nathav giver koncert i Byens Hus i Hellerup. 

Kunst, arkitektur og fortællinger fra de skrå brædder

Kunsten lever i GentofteNatten. Ordrupgaard byder dig indenfor til en stemningsfuld rejse ned ad de parisiske boulevarder omkring år 1900. I år smelter musik, teater og lokalhistorie sammen. Ordrupgaard har tilrettelagt en særligt program i samarbejde med Ordrup Gymnasiums kor, Teater Globen og Gentofte Lokalhistorisk Forening.

På det genåbnede Øregaard Museum kan du opleve den aktuelle udstilling Dansk art déco. Den dekorative modernisme – helt gratis. Museets personale tilbyder omvisninger i udstillingen, som lokker med maleri, skulptur, arkitektur, keramik, sølv og glas.

Arkitekturinteresserede har en stor aften foran sig: Gå med på rundvisning på Gentofte Rådhus og hør om nyklassicistisk arkitektur, det lokale demokrati og et par røverhistorier. I Klampenborg åbner Bellevue Teatret dørene til rundvisning i Arne Jacobsens ikoniske teater med udsigt til Øresund og mulighed for at opleve det levende teaterhus indefra. Omvisningerne bliver både tilbudt på dansk og engelsk. 

Særligt for familier, børn og unge

GentofteNatten byder også på en lang række oplevelser målrettet børn og familier. På Dyssegård Bibliotek kommer den ondsindige og morsomme kat Møgmis til live i et underholdende show, der egner sig bedst til børn i alderen 7 år og op.

I Hellerup fejrer Forfatter-, Billed- og Teaterskolen 25-års jubilæum med totaloplevelsen SPOR. Huset bliver forvandlet til et levende univers fyldt med musik, teater, billedkunst, fællessang og kreative værksteder.

I Jægersborg kan hele familien opleve Garderhøjfortet i mørke. Med lygter i hånden skal du med på opdagelse i fortets historiske gange. Her bliver du mødt af levende musik, historiefortælling og projektioner fra Gentofte Lokalarkiv. Aftenen kulminerer med en spektakulær kanonaffyring i mørket.

Stjernerkig, ny litteratur og gys i mørket

Flere af GentofteNattens arrangementer folder sig ud, når mørket rigtigt falder på. Tag en tur forbi Ellehammerobservatoriet og udforsk verdensrummet gennem stjernekikkerter, billeder, lys og lyd. Udover det vilde udsyn til himmelhavets mange stjerner, kan du opleve udstillingen Askelys, som er skabt af skoleelever, og en lydvandring med musik komponeret specielt til lejligheden af unge fra Skaberskolen i Musikbunkeren.

Gentofte Kino inviterer på filmklassikeren Baskervilles hund fra 1959. Forud for visningen holder Sherlock Holmes-ekspert Christian Monggaard oplæg om verdenshistoriens mest portrætterede detektiv.

På Dyssegaard Bibliotek kan du møde forfatter Eva Tind i samtale om romanen Min Kim og temaer som identitet, adoption og tilhørsforhold.

Praktisk

Flere arrangementer kræver tilmelding, og enkelte har billetpris. Det samlede program og praktiske oplysninger findes på gentoftenatten.dk samt på biblioteker og kulturinstitutioner i kommunen.