Dokumentarfilmsinstruktøren bliver hædret for sit vedholdende arbejde med at afdække magtens mekanismer i dansk og udenlandsk politik og for at give offentligheden et sjældent blik bag de prominente rammer på Christiansborg og i USA.
Dokumentarfilmsinstruktør og journalist Christoffer Guldbrandsen modtager Gentofte Kommunes Kulturpris 2025. Prisen er en anerkendelse af hans mangeårige og markante virke som dokumentarist og journalist, og ikke mindst hans evne til at skabe refleksion og debat om magt, politik og spin.
Christoffer Guldbrandsen (f. 8. marts 1971) er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og London City University. Han har arbejdet som nyhedsjournalist for TV 2 og dokumentarfilmsinstruktør for DR.
Guldbrandsens gennembrud kom med dokumentarfilmen ”Fogh bag facaden” (2003), der indbragte ham en nominering til Cavlingprisen. Med sit skarpe blik for det politiske spil og sin evne til at trænge helt ind under facaden på magtudøvere verden over, markerer Christoffer Guldbrandsen sig som en af landets mest kompromisløse dokumentarister.
Gennem årene har han taget seerne med ind bag scenetæppet til EU-topmødet i 2002, Danmarks militære indsats i Afghanistan, Ny Alliances opblomstring og fald, samt stormen på Kongressen i USA. Fælles for hans film er modet til at stille de vanskelige spørgsmål og evnen til at give et nuanceret billede af de mennesker, der former magten.
Om modtagelsen af Kulturprisen siger Christoffer Guldbrandsen:
"Prisen er en vigtig anerkendelse. Det giver ekstra brændstof og inspiration. Jeg vælger også at se det også som et skulderklap til film, der insisterer på at undersøge det komplekse – og gøre det på en måde, som åbner samtaler fremfor at lukke dem. Gentofte er godt sted at producere internationale film fra. Og når det så også bliver bemærket på den måde, er det svært ikke at blive lidt glad."
Gentofte Kommunes borgmester Michael Fenger deler begejstringen og peger på, hvordan Guldbrandsens arbejde har styrket den demokratiske samtale:
”Christoffer Guldbrandsen har med sine dokumentarfilm taget os med ind i politiske maskinrum, der ellers er skjult for offentligheden. Det er både en journalistisk og demokratisk bedrift. Man bliver overrasket og ikke så lidt klogere i mødet med den virkelighed, Guldbrandsen viser os. Han skaber demokratisk bevidsthed og vigtige samtaler om magt og spin i vores tid. Det er en stor fornøjelse at kunne give ham Gentofte Kommunes Kulturpris.”
Prisoverrækkelsen finder sted tirsdag den 28. oktober kl. 19 i caféen på Ordrupgaard. Her vil Christoffer Guldbrandsen blive interviewet af radiovært og journalist Anna Ingrisch, og alle er velkomne til at deltage i fejringen.
Tilmelding via gentofte.dk/arrangementer
Foto: Athenas