Der bliver nu sendt valgkort ud til kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november 2025. Senest fem dage før valgdagen modtager du dit valgkort med posten. På valgkortet kan du se, hvor du skal møde op for at stemme.
Hvis du opfylder kravene for at stemme (er stemmeberettiget), men ikke har modtaget dit valgkort senest fem dage før valget, kan du kontakte din kommune og få oplyst dit valgsted.
Selvom du ikke har modtaget valgkortet, eller hvis du har mistet det eller glemt at tage det med på valgdagen, kan du stadig møde op på dit valgsted og stemme. Du skal blot huske at medbringe legitimation, fx sundhedskort, kørekort eller pas.