Novafos har nu afsluttet arbejdet med at tætne spildevandsledningen ved Skovshoved Havn, og badevandsprøver har vist, at badevandskvaliteten igen er god. Derfor åbner Gentofte Kommune nu igen for badning og vandsport nord for Skovshoved Havn – men kun i weekenden. Novafos skal nu i gang med at retablere området, og derfor vil området være afspærret for badning og vandsport i hverdagene sommeren over.
Gentofte Kommune har siden august 2023 frarådet badning, vandsport og andre aktiviteter med stor vandkontakt i området ved Skovshoved Havbad. Dette på grund af en utæt spildevandsledning i umiddelbar nærhed af havbadet. Frarådning er sket i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Efter knapt to års intenst reparationsarbejde har vores forsyningsselskab Novafos nu meddelt, at ledningen er robustgjort og testet tæt.
I løbet af juni har der været udtaget en række badevandsprøver som del af et prøvetagningsprogram, der har haft til formål at bekræfte, at der ikke længere sker en lokal spildevandspåvirkning af badevandet. Ingen af disse prøver har vist tegn på spildevandspåvirkning. Badevandsprøverne er blevet udtaget i en periode, hvor overløbsledningen har været i brug.
Gentofte Kommune vurderer derfor, at badevandskvaliteten igen er god, og at det ikke længere – af hensyn til sundhedsrisici – er nødvendigt at fraråde badning og vandsport m.m. ved Skovshoved Havbad. Vurderingen er sket i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Gentofte Kommune opfordrer som altid til, at du tjekker den aktuelle badevandskvalitet på badevand.dk, inden du pakker håndklædet. Fra nu af vil flaget, der viser Skovshoved Havbad, igen følge badevandsvarslingen.
Sikkerhedsmæssige restriktioner i forhold til badning og vandsport ved Skovshoved Havbad
Selvom spildevandsledningen nu er tætnet, vil Novafos stadig være mærkbart til stede ved Skovshoved. Området skal retableres, så det kommer til at se ud, som før arbejdet med spildevandsledningen gik i gang. Det betyder blandt andet, at mange maskiner vil være i gang både på land og i vandet, ligesom et skib med jævne mellemrum kommer til at sejle ind til området med sand, der skal bruges til at fylde byggeområderne op med.
Derfor vil Gentofte Kommune opretholde nogle sikkerhedsmæssige restriktioner forbundet med at bade og udøve vandsport nord for Skovshoved Havn:
- Som udgangspunkt vil der være afspærret og lukket for badning og vandsport m.m. alle hverdage, mens der i weekender, fra fredage kl. 16, vil være åbent for badning og vandsport nord for Skovshoved Havn.
Vi opfordrer til, at kommunens anbefalinger samt de nødvendige afspærringer under Novafos’ retableringsarbejde respekteres. Det forventes, at retableringsarbejderne afsluttes midt september 2025.
Foreningen Skovshoved Havbad vil i sommeren 2025 fortsat holde til i sine midlertidige faciliteter syd for Skovshoved Havn. Foreningens faste faciliteter (tårnet og trappen ned i vandet fra tårnet på ydersiden af badebroen) vil derfor fortsat være lukket, indtil foreningen kan flytte tilbage senere på året.
Kontakt
Har du spørgsmål til retableringsarbejderne og de aktuelle sikkerhedsmæssige restriktioner, kan du kontakte Havnekontoret på tlf: +45 26302611 eller mail skovshoved.havn@gentofte.dk.