Lavere klimaaftryk, færre skadelige kemikalier og mere genbrug og genanvendelse. Det skal gerne blive resultatet af Gentofte Kommunes deltagelse i et nyt internationalt indkøbsprojekt ved navn ChemClimCircle-2 (CCC-2).
Gentofte Kommune har netop fået midler fra Interreg Baltic Sea Region til at deltage i det ambitiøse indkøbsprojekt ChemClimCircle-2 (CCC-2). Projektet skal understøtte implementeringen af en grøn offentlig indkøbsstrategi, hvor hensyn til klimaet, skadelige kemikalier og cirkulær økonomi går op i en højere enhed. CCC-2 foregår fra 2025 til 2028 og vil involvere 21 kommuner, byer, regioner og vidensinstitutioner og 19 andre samarbejdspartnere fra otte lande i Østersøregionen.
Grønne indkøb er en kompleks størrelse. Klimaaftrykket skal være så lavt som muligt. Vi skal undgå skadelige kemikalier. Og det vi køber, skal kunne indgå i en cirkulær økonomi, hvor produkterne enten bliver genbrugt i ny form eller genanvendt. Det kræver en systematisk tilgang til indkøbsprocessen, så vi sikrer, at alle hensyn bliver tænkt ind, og det er det CCC-2 skal hjælpe os til.
I løbet af de kommende tre år vil projektdeltagerne gennemføre ca. 50 indkøbssager på tværs af kommunale og regionale myndigheder. Målet er at guide offentlige indkøbere gennem processen med at implementere grønne indkøbskriterier og videreudvikle "ChemClimCircle Navigator" – et værktøj, som vil kunne benyttes af alle offentlige indkøbere.
Borgmester Michael Fenger er glad for, at Gentofte Kommune deltager i projektet: "Vi er stolte over at være med i CCC-2. Det giver os mulighed for at arbejde for en grønnere fremtid, hvor miljø- og klimahensyn indgår i hele vores indkøbsproces – fra planlægning til kontraktstyring. Vi får også ny viden og erfaring, som vi kan dele med andre kommuner herhjemme og i Østersøområdet."