Gå til hoved indhold

Drømmeløberne modtager Ældreprisen 2024 i Gentofte Kommune

Drømmeløberne er et projekt, der via nytænkning af frivillighed og sociale medier hjælper med at opfylde ældres drømme på Rygårdcentret og bringer store øjeblikke af glæde for beboerne.

Ældreprisen 2024 i Gentofte Kommunes blev modtaget af Berit Kronby, forstander på Rygårdcentret, og Jette Dulong, bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen Gentofte, på vegne af hele gruppen bag Drømmeløber-konceptet. Projektet har gjort det muligt for ældre borgere at få opfyldt deres personlige drømme – en tur med speedbåd, et museumsbesøg eller bare en gåtur – gennem en ny tilgang til frivillighed, der kombinerer fleksibilitet og sociale medier.

Drømmeløberne er opstået som et samarbejde mellem Ældre Sagen og Gentofte Kommune. I dag har mere end 250 frivillige meldt sig via Drømmeløbernes Facebook-side, hvor de her får mulighed for at opfylde drømme, når det passer ind i deres hverdag. Fleksibiliteten i frivilligheden er et afgørende element, der har gjort projektet populært blandt både frivillige og ældre, da det giver mulighed for at bidrage uden at binde sig til faste opgaver over længere tid.

Borgmester Michael Fenger roste Drømmeløberne ved prisoverrækkelsen på Gentofte Rådhus den 3. oktober 2024, hvor han lagde vægt på vigtigheden i at drømme hele livet:

"Det er et definerende træk ved det at være menneske at drømme – at forestille sig ting, man gerne vil opleve. Med Drømmeløberne har I skabt et projekt, hvor ældres drømme bliver til levet liv. I har formået at nytænke frivillighed og gøre det fleksibelt og tilgængeligt for mange, der gerne vil bidrage til at skabe glæde, men som ikke nødvendigvis har tid til en længerevarende indsats. Jeg håber, at dette smarte koncept vil sprede sig til endnu flere plejehjem i kommunen."

Drømmeløbernes succes bygger ikke kun på en god idé, men også på det stærke samarbejde mellem de frivillige og personalet på Rygårdcentret. Personalet er blevet uddannet i vitaliserende kommunikation, der gør det muligt at skabe samtaler med beboerne og hjælpe dem med at sætte ord på deres drømme. Mange drømme er allerede blevet opfyldt, og projektet forventes at blive udbredt til andre plejehjem i Gentofte.

Ældreprisen anerkender den indsats, der har bidraget til at øge livskvaliteten for ældre i kommunen, og Drømmeløberne er et godt eksempel på, hvordan fleksibel frivillighed og brug af sociale medier kan skabe store øjeblikke af glæde i ældres hverdag.

Prisen blev overrakt sammen med et kunstværk af årets Gentoftekunstner, Morten Weeke Borup.

Ældreprisen 2024 i Gentofte Kommunes blev modtaget af Berit Kronby, forstander på Rygårdcentret, og Jette Dulong, bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen Gentofte, på vegne af hele gruppen bag Drømmeløber-konceptet