Mette Vedsø skriver bøger om hverdagens dramaer: Om mennesker, man kan spejle sig i, om svære følelser og store dilemmaer. Hun har modtaget flere fornemme litteraturpriser og nu får hun Gentofte Kommunes Kulturpris.
Mette Vedsø er uddannet fra Forfatterskolen for børnelitteratur og debuterede i 2010 med novellen Taber-Nabo. Siden da er det gået stærkt, hun har skrevet mere end 50 bøger, der trækker på et bredt register af børnelitteraturens mange genrer; der er rim og remser, billedbøger, noveller, romaner og alt derimellem. Hun skriver til alle aldersgrupper, eksperimenterer med litterære former og har stort fokus på tidens sprog.
Mette Vedsø har mødt stor anerkendelse og fået flere prestigefulde priser for sit forfatterskab: I 2018 fik hun Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger for Hest Horse Pferd Cheval Love, og samme år var hun nomineret til både Blixenprisen og Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris. I 2019 fik hun Undervisningsministeriets Skriverpris, i 2022 danske skolebibliotekarers pris, i 2023 fik hun Orlaprisen for Happy Happy, og i 2024 Københavns Børnebibliotekers pris for Banan. Lige nu er hun aktuel med Team Vildmark, der udkom sidst i september.
Mette Vedsø skriver først og fremmest bøger om mennesker. Hun fortæller:
- Jeg er optaget af at skrive om mennesker og jeg arbejder meget med at få det unikke og pudsige frem i mine personer. For børn og unge er livet 'jomfrueligt', følelserne er store og ukendte, og det kan der komme virkelig stærke og anderledes tekster ud af. Læseren skal kunne genkende det - det tænker jeg meget på. Jeg oplever, at børn nogle gange siger tak, fordi bogen gjorde, at der var noget, de nu fik snakket om. At de spejler sig i det og genkender nogle dynamikker hos sig selv.
Hun blev glad for nyheden om, at hun er årets modtager af Gentofte Kommunes Kulturpris - men det kom også lidt bag på hende. Hun fortæller:
- Det var en stor overraskelse. De priser, jeg har fået tidligere, kommer inde fra det litterære miljø. Men denne pris går udover den lidt smalle verden. Derfor er jeg overrasket - og glad. Glad for, at børnelitteraturen kommer op på det plan. Det er dejligt. Børnelitteratur har andre vilkår end voksenlitteratur. Det er ofte voksne, der giver deres læsevaner videre til børn. Og voksne er meget loyale overfor det, de selv læste, da de var børn. Så derfor er det sværere at slå igennem med den ny børnelitteratur.
Vigtigt bidrag
Borgmester Michael Fenger siger:
- Mette Vedsø har et imponerende virke som forfatter. Hun kombinerer kunstnerisk ambition med en beundringsværdig evne til at leve sig ind i børn og unges hverdagsliv og fortælle deres historier, også når livet er svært. Det er vigtigt, ikke mindst i en tid, hvor vi har brug for stærk og relevant litteratur for at sikre børn og unges læselyst. Jeg glæder mig til at overrække Mette Vedsø Gentofte Kommunes Kulturpris.
Borgmester Michael Fenger overrækker Kulturprisen til Mette Vedsø ved et åbent arrangement på Gentofte Hovedbibliotek den 8. november kl. 16.30. Efter prisoverrækkelsen fortæller Mette Vedsø om sit forfatterskab i en samtale med litteraturkonsulent Signe Pallisgaard. Book billetter her.
I ugerne omkring prisoverrækkelsen sætter Gentofte Hovedbiblioteket spot på Mette Vedsøs bøger - kig forbi og lån en bog sammen med dine børn.
Om Gentofte Kommunes Kulturpris
Gentofte Kommune uddeler hvert år en pris til en fremtrædende kunstner, der har gjort sig bemærket på den danske eller internationale kulturscene og har bopæl i kommunen. Det er Kommunalbestyrelsen der beslutter, hvem der skal modtage prisen, og den gives som en anerkendelse af kunstnerens store arbejde og talent. Prisen skal medvirke til at skabe opmærksomhed omkring kulturlivet og det store kunstneriske potentiale i kommunen. Kulturprisen er som andre priser i Gentofte Kommune på 25.000 kr. skattefrit.
Kulturprisen er tidligere overrakt til
- Fritz Helmuth
- Alexander Kølpin
- Poul Bundgaard
- Preben Kristensen
- Sanne Salomonsen
- Anne Linnet
- Jes Kølpin
- Thomas Eje
- Kim Roland Sjøgren
- Erik Balling
- Bent Fabricius-Bjerre
- Ulf Pilgaard
- Birthe Kjær
- Nikoline Werdelin
- Lone Scherfig
- Mads Mikkelsen
- Lars H.U.G.
- Palle Mikkelborg
- Lisbet Dahl
- Tonny Landy
- Paprika Steen
- Henning Jensen
- Peter Øvig Knudsen
- Peter Mygind
- Bobo Moreno
- Ellen Hillingsøe
- Guido Paevatalu
- Thomas Vinterberg
- Rasmus Bjerg
- Olafur Eliasson
- Ebbe Munk
- Lis Sørensen
- Lars Brygmann
- Nanna Øland Fabricius/Oh Land