Gå til hoved indhold

Nytårshilsen fra Borgmester Michael Fenger

Borgmesteren ser tilbage på året, der er gået, og sender en nytårshilsen. Læs den her.

Kære alle

Jeg håber, I er kommet godt ind i 2024.

Når man som jeg vælger at bruge en meget stor del af sit voksne liv i lokalpolitik – først 11 år som deltidspolitiker og nu som borgmester – så er det naturligvis med en ambition om at præge den kommune, som jeg har boet i stort set hele mit liv. At bidrage til at Gentofte også i fremtiden er et godt sted at bo, leve og arbejde.

Vi er i kommunen tæt på rigtig mange mennesker hver eneste dag. Det er både et stort privilegium og et stort ansvar.

At give omsorg og tryghed er omdrejningspunktet for rigtig mange af vores medarbejderes arbejdsliv.

Det gælder for de mindste børn i vores daginstitutioner; for borgere der modtager hjemmehjælp og for ældre i vores plejeboliger. Det gælder borgere, der pludselig får brug for en ekstra hånd; børn og unge, der har ondt i livet, voksne, der står uden for arbejdsmarkedet og ældre, der får en diagnose og brug for mere hjælp i hverdagen.

Som i landets øvrige kommuner mangler vi også hos os kvalificerede medarbejdere i fx ældreplejen. Det er skidt, for vi ønsker naturligvis at kunne indfri den helt berettigede forventning fra borgerne om en værdig og god ældrepleje også i fremtiden. Vi har sat massivt ind for at blive bedre til at fastholde og rekruttere dygtige kolleger og uddanne flere medarbejdere selv. Og vi prøver løbende at gå nye veje ved fx at ansætte unge under 18 år og give mulighed for lidt flere aktiviteter for de ældre.

At kunne få hjælp, når man har behov for det er en helt central opgave for en kommune. Man skal som borger i Gentofte føle sig tryg ved, at der er kompetente mennesker, der kan yde hjælp og rådgivning, når der opstår problemer, man ikke selv kan løse.

Det er baggrunden for, at vi har sat en ambitiøs dagsorden for at styrke de unges trivsel. Vi har sat midler af til at hjælpe børn, der lider af angst og depression, og til familier, der har misbrug inde på livet. Vi har også prioriteret at udvide ordningen med fritidspas til økonomisk udsatte familier, fordi foreningslivet kan være en vigtig vej frem for børn, der har det skidt. Samtidig har vi også et fortsat fokus på de højt begavede børn, som også kan have brug for særlig støtte for ikke at føle sig udenfor.

At skabe gode rammer for fællesskaber er i det hele taget et meget vigtigt element i at drive en kommune. Vi er så privilegerede at have et levende kultur- og fritidstilbud med høj kvalitet. Det er et kæmpe aktiv, at så mange Gentofte-borgere frivilligt stiller op både i de organiserede klubber, og når det er muligt at give en hjælpende hånd med i andre sammenhænge. Det kan være i regi af kommunen, en hjælpeorganisation eller andet – og handle om at samle skrald, være besøgsven, tage godt imod ukrainske medborgere eller være tryghedsambassadør og forebygge indbrud sammen med andre. Den tid, vi giver til hinanden og til andre, er guld værd. Vi forsøger fra kommunens side at understøtte arbejdet på bedste vis med gode faciliteter, samlingssteder og rådgivning.

At passe på vores smukke og grønne kommune nær strand og vand skylder vi hinanden. De fysiske rammer, vores byrum og arkitektur, som vi færdes i hver dag, er en vigtig ramme om vores liv. Det skal vi værne om. Både for vores egen skyld og for kommende generationers. Derfor har vi fokus på det grønne miljø i vores parker, på vores veje, de smukke træer og et rent badevand.

Klimakrisen skal også håndteres lokalt i Gentofte. Den første samlede status for kommunens klimaarbejde kom i efteråret. Vi holder planen og er godt på vej mod en 90 pct. reduktion af CO2-udledningen i 2030. Vi skal bl.a. fremme mulighederne for at omstille til elbiler, vi udbygger og forbedrer cykelstinettet og har fokus på, at den kollektive trafik skal tilbyde et attraktivt alternativ til egen transport. Og for at nå hele vejen i mål, skal vi holde fast i tidsplanen for udbygning af fjernvarme.

Er alt så fryd og gammen? Nej naturligvis ikke. Selvfølgelig begår vi også som kommune fejl – men vores 75.000 borgere holder os heldigvis på tæerne. Vi gør os umage med at træffe rigtige og ansvarlige beslutninger og foretage de nødvendige svære prioriteringer. Vi gør det helst sammen med borgerne, så vi sikrer os, at alle relevante perspektiver og holdninger bliver hørt.

Vi har i Kommunalbestyrelsen i 2023 truffet nogle svære, men nødvendige beslutninger om fx at hæve skatten et nyk for at afbøde de værste virkninger af Folketingets udligningsreform. Samtidig effektiviserer vi dér, hvor vi kan. Vi forsøger at gøre det klogt og med omtanke, så det ikke direkte berører borgerne. Og vi gør det for også i fremtiden at kunne søsætte nye, vigtige indsatser og initiativer.

Vi har netop i enighed i Kommunalbestyrelsen vedtaget at lukke fem daginstitutioner for at reducere vores overkapacitet af pladser og spare penge på bygninger, der ikke bliver udnyttet fuldt ud. Hverken ledere eller medarbejdere i de fem institutioner kommer til at miste deres job, men vi kommer til at bruge færre penge på uudnyttede faciliteter – og de penge er bedre brugt andre steder.

Vi fortsætter kampen mod bøvlet. Både det andre skaber – og det vi selv har skabt. Et godt eksempel er, at det er blevet meget nemmere at få et hjælpemiddel fra vores hjælpemiddeldepot. Man skal ikke længere igennem en lang visiteringsproces – for helt ærlig, hvem vil bede om et hjælpemiddel uden at have behov? Min forventning er, at vi finder mange andre eksempler på, at vi – inden for lovens rammer – kan frigive værdifuld tid hos medarbejderne, der kan bruges til at gøre en direkte forskel for borgerne.

Tak for det fortrinlige samarbejde til mine kolleger i Kommunalbestyrelsen. Tak til jer borgere for at tage fat i mig, når der er noget, der undrer. Og for at donere jeres tid til at gøre os i kommunen klogere og bedre, når vi mødes i opgaveudvalg, til konferencer og borgermøder. Tak til virksomheder og detailhandlen og til jeres medarbejdere for at være aktive medspillere og gøre kommunen levende. Og tak til de mange medarbejdere, der med hver deres faglighed gør en forskel i det daglige.

Med ønsket om et godt nytår
Michael Fenger, borgmester