Gentofte Fjernvarme overflyver fjernvarmenettet med en drone med et termisk kamera for at forebygge varmespild.
Dronen tager billeder, som danner et kort over området. På det termiske kort kan man se varmestrålingen fra fjernvarmerørene nede i jorden. Er der en lækage, kan man se det som en varmeudstråling fra røret. Med dronen kan man finde utætheder i fjernvarmerørene. Dermed kan Gentofte Fjernvarme planlægge udbedringen og i nogle tilfælde undgå fx at lukke for varmen, når det er meget koldt. På den måde er det muligt at vedligeholde nettet og forebygge både akutte driftsforstyrrelser og unødige udgifter for alle fjernvarmekunderne.
Dronen vil flyve i 120 meters højde, så det er ikke sikkert, du kan høre eller se den. På billederne, som dronen tager, er det ikke muligt at identificere fx personer og biler.
Dronen bliver sendt op i løbet af foråret. Termisk fotografering kræver bestemte vejrforhold for at vise det ønskede resultat, så det afhænger af vejret, hvornår den kommer op at flyve.
Du kan læse mere på Gentofte Fjernvarmes hjemmeside under Nyt om fjernvarme: www.gentoftefjernvarme.dk/nyhed