Vi registrerer og behandler de personoplysninger, som er i din ansøgning, dit CV og andre medsendte dokumenter.
Gentofte Kommune er dataansvarlig for de oplysninger, som du indtaster via rekrutteringssystemet, HR-On. Søger du et job i en selvejende institution, er det denne, som er den dataansvarlige.
Får du afslag på jobbet bliver de oplysninger, vi har registreret om dig, slettet senest seks måneder efter, at vi har modtaget din ansøgning. Hvis du bliver ansat i Gentofte Kommune, bliver de oplysninger, som har været en del af rekrutteringsprocessen gemt i din personalemappe.
Det er typisk oplysninger som:
- navn
- adresse
- telefonnummer
- e-mailadresse
- ansøgning
- CV
- evt. andre relevante oplysninger, fx kørekort, specifik certificering eller uddannelse, etc.
Vi anbefaler, at du begrænser oplysninger af privat karakter.
Oplysninger fra sociale medier
Hvis vi i forbindelse med ansættelsessamtalerne modtager flere oplysninger om dig, kan det være relevant for os at foretage en søgning på sociale medier som fx LinkedIn.
Gentofte Kommune må som arbejdsgiver gerne indsamle - og i relevant omfang anvende - offentligt tilgængelige oplysninger, som en jobansøger har offentliggjort om sig selv. Selvom oplysningerne er offentliggjort af ansøger selv, skal indsamling og opbevaring af oplysningerne begrænses til oplysninger, der er saglige og proportionale i forhold til formålet med indsamling.
Oplysninger samlet gennem personprofil
Ved rekruttering til nogle jobs kan vi bede dig om at udfylde en personprofil. Formålet er at vurdere dine kompetencer, kvalifikationer og profil i forhold til et job i kommunen. Hvis du skal udfylde en personprofil, bliver du bedt om at give et specifikt samtykke til, at vi modtager informationer i forhold til det konkrete job og behandler dine data fra personprofilen.
Oplysninger fra referencer
I forbindelse med besættelse af stillingen indhenter vi i Gentofte Kommune som udgangspunkt 2 referencer. Hvis det bliver relevant at indhente referencer på dig, vil du blive spurgt til kontaktoplysninger. Bliver du ansat i jobbet vil oplysningerne fra referencen blive registreret i din personalemappe. Bliver du ikke ansat, bliver oplysningerne slettet sammen med de øvrige oplysninger fra rekrutteringsprocessen senest seks måneder efter, at vi har modtaget din ansøgning.
Børne- og straffeattest
Hvis vi, i forbindelse med rekrutteringen, har indhentet kopi af din straffe– og børneattester, bliver den ved ansættelse opbevaret i din Personalemappe.