Gå til hoved indhold

Folkeoplysningspolitik

Et aktivt og varieret fritidsliv til alle er i fokus i Gentoftes Folkeoplysningspolitik for årene 2019-2024.

Vision

I Gentofte Kommune vil vi:

  • Sikre, at alle borgere har mulighed for at deltage i aktiviteter, der fremmer oplevelsen af fællesskab og medborgerskab og bidrager til demokratiforståelse
  • Sikre et mangfoldigt folkeoplysningsmiljø, der rummer gode faciliteter og vilkår for både foreninger, oplysningsforbund og aktiviteter uden for foreningerne
  • Skabe folkeoplysning, der understøtter og opfordrer til udvikling af nye ideer, tilbud og foreninger.

Hvem er vi?

Vi er det folkeoplysende områdes aktører i Gentofte Kommune. Som politikere, borgere, foreninger, institutioner og oplysningsforbund har vi alle en ambition og passion for fortsat at udvikle de folkeoplysende aktiviteter.

Politikkens opbygning

Politikken er bundet sammen af en vision for det samlede område. Under visionen er folkeoplysningen grupperet i tre fokusområder defineret ved særlige kendetegn. For hvert af de tre områder er der formuleret målsætninger, som tilkendegiver en retning og prioritering af arbejdet med folkeoplysning i Gentofte Kommune frem mod 2024.

Demokrati og medborgerskab

Kendetegn

  • Vi har et fritidsliv med mange muligheder for demokratisk organisering, som bidrager til sammenhængskraft og aktiv deltagelse i lokalsamfundet.
  • Vi har fritidstilbud med stærke frivillige miljøer, der inkluderer, engagerer og fremmer meningsfulde fællesskaber.
  • Vi har fritidstilbud, der øger deltagernes almene og faglige indsigt og færdigheder og styrker den enkeltes evne og lyst til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Målsætninger

  • Vi vil øge synligheden af aktiviteter, der skaber demokrati, fællesskab og involvering inden for det folkeoplysende område.
  • Vi vil gøre det nemmere at blive og være frivillig og folkeoplysende voksenunderviser, samt øge anerkendelsen af det frivillige og folkeoplysende arbejde.

Mangfoldighed og diversitet

Kendetegn

  • Vi har et rigt kultur- og fritidsliv med et bredt udvalg af faciliteter, tilbud og aktiviteter, der favner forskellige interesser og niveauer.
  • Vi har kultur- og fritidstilbud, der er åbne og anerkendende og fremmer glæde og livskvalitet for alle.

Målsætninger

  • Vi vil skabe miljøer, hvor der er plads til alle uanset evner og behov.
  • Vi vil øge deltagelsen af borgergrupper, som er underrepræsenteret i vores fritidsmiljøer.

Nyskabelse og samarbejde

Kendetegn

  • Vi udvikler sammen og skaber nye tilbud, der inspirerer til livslang læring.

Målsætninger

  • Vi vil etablere nye former for organiseringer, samarbejder og partnerskaber inden for det folkeoplysende område.
  • Vi vil etablere og forankre nye aktiviteter, der øger alsidigheden i vores fritidstilbud.
  • Vi vil videreudvikle kommunikationen mellem alle parter.

Rammer for det folkeoplysende arbejde

I Gentofte Kommune er de ordninger, som rammesætter det folkeoplysende arbejde, udarbejdet af Folkeoplysningsudvalget ud fra Folkeoplysningsloven og godkendt af Kommunalbestyrelsen. Her følger en oversigt over hvilke ordninger, der sætter rammerne:

  • Retningslinjer for tilskud til voksenundervisning er beskrevet i ”Retningslinjer for tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning”.
  • Retningslinjer for tilskud til frivillige folkeoplysende foreninger er beskrevet i ”Gentofteordningen”.
  • Puljer på det folkeoplysende område er beskrevet på Gentofte Kommunes hjemmeside.
  • De økonomiske rammer for folkeoplysning i Gentofte Kommune besluttes af Kommunalbestyrelsen.
  • Folkeoplysningsudvalget har hørringsret i forhold til vedtagelse af Gentofte Kommunes budget.
  • Retningslinjer for fritagelse for deltagerbetaling, hvor særlige økonomiske forhold gør sig gældende er beskrevet på Gentofte Kommunes hjemmeside.
  • Retningslinjer for oprettelse af hold med begrænset optag er beskrevet på Gentofte Kommunes hjemmeside.
  • Kommunale lokaler fordeles efter en klar prioritering:
    1. Aktiviteter på skoler i forbindelse med elever
    2. Børn og voksne med handicap
    3. Børn og unge (foreninger/institutioner med medlemmer under 25 år)
    4. Voksne (oplysningsforbund)
    5. Foreninger og firmaidræt med kun få deltagere under 25 år
    6. Voksenundervisning og firmaidræt med ingen deltagere under 25 år.
  • Fordelingen af tid til foreninger i svømmehaller, skøjtehaller, idrætshaller samt udendørs boldbaner fordeles af et facilitetsudvalg med fire underudvalg. Lokaler til oplysningsforbund fordeles af Gentofte Kommunes Idræt- og Fritidsafdeling.

Hent Folkeoplysningspolitikken