Gå til hoved indhold

Persondata i Sundhedsplejen

Find information om, hvordan Sundhedsplejen behandler dine personoplysninger, hvad dine rettigheder er, og hvordan du kontakter os.

Underretning om behandling af personoplysninger

I forbindelse med din henvendelse, ansøgning eller anmeldelse til Sundhedsplejen, har du givet en række personoplysninger til os. Efter databeskyttelsesforordningen skal vi give dig en række oplysninger om, hvordan vi behandler dine personoplysninger. 

Vi skal give dig følgende oplysninger:  

  1. Vi er den dataansvarlige – hvordan kontakter du os?  
  2. Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiveren  
  3. Formålene og retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger  
  4. Kategorier af personoplysninger  
  5. Modtagere eller kategorier af modtagere 
  6. Opbevaring af dine personoplysninger  
  7. Dine rettigheder  
  8. Klage til Datatilsynet  
Disse oplysninger fremgår af det medsendte bilag: ”Sådan behandler vi dine oplysninger”.  

Vi er den dataansvarlige – hvordan kontakter du os?

Gentofte Kommune er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig og dit barn.

Vores kontaktoplysninger er:

Gentofte Kommune
Sundhedsplejen
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund
Telefon: 39 98 00 00

E-mail: Sundhedspleje@gentofte.dk

Brug digital post, hvis din henvendelse indeholder følsomme eller fortrolige oplysninger.  I emnefeltet skrives ”Sundhedsplejen”.

Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiveren

Hvis du har generelle spørgsmål til vores behandling af personoplysninger, er du velkommen til at kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver Niclas Wildfang Andersen.

Du kan kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver via e-mail: databeskyttelse@gentofte.dk.
Brug Digital Post (angiv ”databeskyttelse” i emnefeltet), hvis din henvendelse indeholder følsomme eller fortrolige oplysninger.
Du kan også henvende dig telefonisk på 39 98 01 15.

Du kan læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle på Gentofte Kommunes hjemmeside.

Formålene med og retsgrundlaget for behandling af dine personoplysninger

Gentofte Kommune skal i henhold til sundhedslovens kap. 36, bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse, således at kommunen tilbyder en generel forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for alle børn. Ved varetagelsen af denne opgave vil Sundhedsplejen behandle en række personoplysninger om barnet/den unge og dennes forældre/værger.

Som led i sundhedsplejens arbejde, herunder i forbindelse med de samtaler der i skoleforløbet afholdes med barnet, føres journaler over sundhedsplejens virksomhed for derved at sikre, at kommunikation mellem sundhedspersonalet og barnets/den unges forældre og det øvrige sundhedsvæsen sker i henhold til gældende lovgivning. Sundhedsplejersken fører i overensstemmelse med Journalføringsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.) journal på hvert barn og i relevant omfang ligeledes på forældre/søskende.

Journalen er et arbejdsredskab og kommunikationsmiddel til brug for undersøgelser, vejledning og anden sundhedsfaglig bistand fra barnets fødsel til tilsynets ophør, herunder bl.a.:

  • Dokumentation af undersøgelsesresultater, fx vægt, højde, kranieomfang m.m.
  • Særlige medicinske forhold, herunder fx forhold vedr. familiær disposition, kronisk sygdom eller allergier samt barnets vaccinationsstatus
  • Årsag til kontakten, herunder hvorvidt der er tale om et rutinemæssigt besøg, et behovsbesøg eller en konsultation.
  • Begrundede henvisninger til undersøgelser og/eller behandling i almen praksis
  • Opfølgning på henvisninger.

 

Retsgrundlaget for Sundhedsplejens behandling af personoplysninger er herudover databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e samt artikel 9, stk. 2, litra f (behandling af personoplysninger som led i myndighedsudøvelse).

Retsgrundlaget for Sundhedsplejens behandling af oplysninger om CPR-numre er databeskyttelsesloven § 11, stk. 1.

Kategorier af personoplysninger

Som led i Sundhedsplejens arbejde behandler vi oplysninger om navn, CPR-nr., adresse og kontakt oplysninger på barnet og dennes forældre og i relevant omfang oplysninger om barnets familiære, sociale og helbredsmæssige forhold. I visse tilfælde vil vi også kunne behandle bl.a. helbredsmæssige oplysninger om barnets forældre, i det omfang værgen selv har oplyst herom, eller der ved værgens samtykke er indhentet oplysninger herom.

Hvor dine personoplysninger stammer fra

Sundhedsplejens kontakt med jer etableres enten via fødegangen eller via Det Centrale Personregister (CPR). Oplysningerne indsamles først og fremmest hos værgen og/eller barnet selv. I visse tilfælde vil Sundhedsplejen også indhente oplysninger fra hospitaler (f.eks. fødegangen) eller fra barnets egen læge, forudsat at barnets værge har samtykket hertil.

Modtagere eller kategorier af modtagere

Vi videregiver eller overlader dine personoplysninger til følgende modtagere:

  • Sundhedsdatastyrelsen, Den Nationale Børnedatabase, idet Sundhedsplejen er forpligtet til at indberette en række anonymiserede oplysninger fra sundhedsplejens børneundersøgelser, jf. Bekendtgørelse om kommunernes indberetning af oplysninger om børns sundhed til Sundhedsstyrelsen (BEK nr. 581 af 23. maj 2011).
  • Statens Institut for Folkesundhed (SIF), idet Sundhedsplejen har et samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed, hvorefter Sundhedsplejen sender data til SIF med henblik på udførelse af rent videnskabelige/forskningsmæssige undersøgelser, jf. databeskyttelseslovens §10.
  • Efter indskolingssamtale kan sundhedsoplysninger blive delt med lærer. Det vil ske efter samtykke med værge.
  • Sundhedsoplysninger vil blive videregivet til f.eks. læger som led i henvisningsprocedure, dette efter samtykke med forældre
  • Databehandlere, som Gentofte Kommune samarbejder med.
  • Vi kan i henhold til forvaltningsloven, offentlighedsloven eller sundhedsloven være forpligtet til at udlevere oplysninger som led i besvarelsen af aktindsigtsanmodninger.

Opbevaring af dine personoplysninger

Vi opbevarer personoplysningerne, så længe de er nødvendige for, at Sundhedsplejen kan udføre sine opgaver, og så længe vi er forpligtede til at opbevare oplysningerne.

Dette vil som udgangspunkt sige indtil 10 år efter, at Sundhedsplejens opgaver er afsluttet eller der er sket ændringer i journalen, jf. opbevaringsforpligtelserne i Journalføringsbekendtgørelsen. Oplysningerne arkiveres herefter i henhold til reglerne i arkivloven.

Når opbevaringsforpligtelsen er opfyldt og der er sket arkivering, vil oplysningerne blive slettet fra Sundhedsplejens systemer.

Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig. Hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder, kan du kontakte os (se kontaktoplysninger under punktet 'Vi er den dataansvarlige – hvordan kontakter du os?').

Ret til at se oplysninger (indsigtsret)


Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger.

Ret til berigtigelse (rettelse)


Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet.

Ret til sletning

I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræder. Bemærk dog, at du som udgangspunkt kun har mulighed for berigtigelse af oplysningerne, idet oplysninger i patientjournalen ikke må slettes eller gøres ulæselige, jf. Journalbekendtgørelsen. Er det nødvendigt at rette eller tilføje i patientjournalen, skal det ske på en sådan måde, at den oprindelige tekst bevares. Det skal fremgå, hvem der har foretaget rettelsen eller tilføjelsen og hvornår.

Ret til begrænsning af behandling


Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke eller med henblik på, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.

Ret til indsigelse

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores behandling af dine personoplysninger.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder på:
www.datatilsynet.dk.

Klage til Datatilsynet

Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på.

Du finder Datatilsynets kontakt oplysninger på:

www.datatilsynet.dk.