Ses vi til World Cleanup Day 2024? - Verdens største affaldsindsamling
Kom og vær med til den årlige begivenhed World Cleanup Day 22. september, hvor mennesker over hele verden samles og går til kamp mod affald i byerne og i naturen.
Sidste år blev der på verdensplan samlet 219.000 ton affald, og i Gentofte samlede 260 affaldshelte over 300 kg affald på kun 3 timer! I år gentager vi succesen og bruger 3 timer på at fjerne affald fra Gentoftes gadebillede.
Vi har gjort os umage med at planlægge en hyggelig dag, og sørger for, at du får det nødvendige indsamlingsudstyr, som gør indsamlingen både nem og hygiejnisk.
På tre af indsamlingsstederne tager vi en skraldebil med, som du kan gå på opdagelse i, og møde vores skraldemænd fra City Container.
Har du lyst til at være med til at gøre en forskel for vores smukke kommune, så mød op søndag den 22. september 2024 kl. 10-13 på et af de otte mødesteder, som er listet nedenfor.
Du er velkommen til at komme forbi, når det passer dig, og du vælger selv, om du vil deltage alle tre timer eller bare en halv time. Alle bidrag tæller.
Tag også dine venner, familie, naboen og kæledyret med, når vi mødes om den fælles mission - at holde vores fantastiske klode ren og fri for affald.
Vi glæder os til at se dig på et af mødestederne:
• Jægersborg Bibliotek, Smakkegårdsvej 112 (oplev skraldebilen kl. 10-10.45)
• Dyssegård Bibliotek, Dyssegårdsvej 24 (oplev skraldebilen kl. 11-11.45)
• Café Caféen, Vangede Bygade 45 ( oplev skraldebilen kl. 12-12.45)
• Gentofte Torv, Gentoftegade 64
• Skovshoved Havn (ved havnefogedens kontor)
• Forstbotanisk Have, Bregnegårdsvej over for haven
• Hellerup Lystbådehavn
• Tuborg Havn (ved Kongelig Dansk Yachtklubs klubhus)
Medarrangører:
Gentofte Kommune
Danmarks Naturfredningsforening Gentofte
Vangedes Venner
Kongelig Dansk Yachtklub
Dyssegård Bibliotek
Jægersborg Bibliotek
Skovshoved Havn
City Container